VM i ishockey (mænd)

Verdensmesterskabet i ishockey er en årligt tilbagevendende turnering for mandlige ishockeylandshold arrangeret af International Ice Hockey Federation (IIHF).

For alternative betydninger, se VM i ishockey (flertydig). (Se også artikler, som begynder med VM i ishockey)
VM i ishockey (mænd)
VM i ishockey (mænd)
SportIshockey
Grundlagt1920 (Sommer-OL 1920)
1930 (Første individuelle begivenhed)
Antal hold 16 i topdivisionen
12 i division I
12 i division II
6 i division III
Regerende mester  Finland
Hjemmeside IIHF.com

IIHF blev grundlagt i 1908, og europamesterskabet i ishockey blev spillet for første gang i 1910. Ishockeyturneringen ved de olympiske lege i 1920 i Antwerpen er anerkendt som det første verdensmesterskab, og til og med 1968 gjaldt de olympiske ishockeyturneringer ligeledes som verdensmesterskaber, så i de år blev der ikke arrangeret separate VM-turneringer, men derefter er der også afholdt VM i olympiske år (på nær 1980, 1984 og 1988). Det første verdensmesterskab uden for OL-regi var mesterskabet i 1930, hvor 12 hold deltog.

I 1951 deltog 13 nationer, og mesterskabet blev opdelt i to grupper. De bedste syv hold (A-gruppen) spillede om verdensmesterskabstitlen, mens de øvrige seks (B-gruppen) spillede om de sekundære placeringer. Efterhånden som antallet af medlemmer af IIHF voksede, deltog flere og flere lande i VM, som derfor blev udvidet med flere lavere rangerende grupper. Grupperne blev senere omdøbt til "divisioner".

VM har været åbent for alle spillere siden 1977, men indtil da havde kun amatørspillere lov at deltage.

Verdensmesterskabet består nu af 16 hold i topdivisionen, der spiller om den egentlige VM-titel, 12 hold i Division I og 12 hold i Division II. Hvis der er mere end 40 tilmeldt hold, spiller de resterende hold i Division III. Holdene i topdivisionen spiller først en indledende runde, hvor de er inddelt i to puljer med otte hold, der hver spiller en enkeltturnering alle-mod-alle. De fire bedste hold i hver pulje går videre til slutspillet om medaljerne, der består af kvartfinaler, semifinaler, finale og bronzekamp, og vinderen af slutspillet bliver kåret som verdensmester.

Canada dominerede mesterskabet i begyndelsen og vandt 19 VM-titler ved de første 28 mesterskaber i perioden fra 1920 til 1961 — herunder OL-guldmedaljer i 1920, 1924, 1928, 1932, 1948 og 1952. USA, Tjekkoslovakiet, Sverige, Storbritannien og Schweiz var de andre førende hold i denne tidsalder. Sovetunionen begyndte at deltage i VM i 1954 og blev hurtigt rivaler til Canada. Fra 1963 til nationens opdeling i 1991 var Sovjetunionen det dominerende hold og vandt 20 mesterskaber. I den periode lykkedes det kun for tre andre hold at vinde medaljer: Canada, Tjekkoslovakiet og Sverige. Rusland deltog for første gang i 1992, mens Tjekkiet og Slovakiet begyndte at deltage i 1993. I 2000-tallet blev turneringen mere åben, eftersom "Big Six"-holdene[1] – Canada, Tjekkiet, Finland, Rusland, Sverige og USA – blev mere jævnbyrdige, samtidig med at hold som Slovakiet og Schweiz også blev konkurrencedygtige.

Eftersom VM afvikles samtidig med NHL-slutspillet Stanley Cup, har turneringen ikke deltagelse af nogle af de bedste spillere, og i Nordamerika bliver mesterskabat anset som mindre betydningsfuldt end Stanley Cup. Og mesterskabet blev først afviklet i spillets moderland, Canada, i 2008, hvor VM afholdtes i Halifax og Québec.

Baggrund
Bøhmens europamestre i ishockey i 1911.

International Ice Hockey Federation (IIHF), ishockeysportens styrende organ, blev grundlagt den 15. maj 1908 i Paris under navnet Ligue Internationale de Hockey sur Glace (LIHG).[2] I 1908 var organiseret ishockey stadig forholdsvist nyt. Den første organiserede ishockeykamp fandt sted den 3. marts 1875 i Montreals Victoria Skating Rink.[3] I 1887 dannede fire klubber fra Montreal Amateur Hockey Association of Canada (AHAC) og udviklede et struktureret kampprogram. Lord Stanley donerede Stanley Cup i 1892, og trofæets forvaltere besluttede at tildele pokalen til det bedste hold i AHAC, eller til et hold, der vandt over indehaveren af trofæet i en godkendt udfordringskamp.[4] Eastern Canada Amateur Hockey Association (ECAHA) blev oprettet i 1905,[5] og den liga blandede professionelle og amatørspillere på holdene. Da ECAHA opløste sig selv i 1909, blev en af følgerne, at National Hockey Association (NHA) blev dannet.[6]

Europamesterskabet i ishockey, der første gang blev afholdt i januar 1910 i Les Avants, Schweiz var forløberen for verdensmesterskabet. Det var den første officielle turnering for landshold, og den havde deltagelse af fire nationer, Storbritannien, Tyskland, Belgien og Schweiz.[7] Europamesterskabet blev en årligt tilbagevendende begivenhed, bortset fra en pause under første verdenskrig. I Nordamerika fortsatte professionel ishockey imidlertid med at vokse, og National Hockey League (NHL) blev dannet i 1917.

Historie

1920–1928: Olympiske Lege
Uddybende Uddybende artikel: Olympiske ishockeyturneringer
Winnipeg Falcons repræsenterede Canada ved de olympiske lege i 1920, hvor holdet vandt guldmedaljer.

IIHF anser ishockeyturneringen under de olympiske lege i 1920 i Antwerpen for det første verdensmesterskab i ishockey. Den blev arrangeret af et udvalg, der bl.a. havde den senere IIHF-præsident Paul Loicq som medlem. Turneringen blev spillet i perioden 23. - 29. april og havde deltagelse af syv hold: Canada, Tjekkoslovakiet, USA, Schweiz, Sverige, Frankrig og Belgien.[8] Canada, repræsenteret af Winnipeg Falcons, vandt guldmedaljerne, med en samlet målforskel på 27–1,[9] mens USA og Tjekkoslovakiet vandt henholdsvis sølv og bronze.[10]

Herefter talte alle de olympiske ishockeyturneringer til og med turneringen ved de olympiske vinterlege i Grenoble i 1968 som verdensmesterskaber. Canada vandt guld både i 1924 og 1928.[11][12] I 1928 vandt Sverige og Schweiz VM-medaljer for første gang, og samtidig debuterede Tyskland med en niendeplads.[13]

1930–1953: Canadisk dominans
En guldmedalje vundet af Tjekkoslovakiet i 1947.

Det første verdensmesterskab uden tilknytning til de olympiske lege blev afholdt i 1930. Turneringen blev spillet i Chamonix, Wien og Berlin. Canada blev repræsenteret af Toronto CCMs, som besejrede Tyskland i finalen, mens Schweiz vandt bronze.[14][15] Canada vandt igen året efter, hvor nordamerikanerne blev repræsenteret af Manitoba Grads,[16] og Winnipeg Winnipegs vandt guld til Canada ved de olympiske vinterlege i 1932.[17][18] Ved VM i 1933 i Prag, Tjekkoslovakiet vandt USA guldmedaljerne, og dermed blev VM for første gang ikke vundet af Canada. Pr. 2014 er det fortsat den eneste guldmedalje vundet af USA i en ikke-olympisk VM-turnering.[19]

To dage inden de olympiske vinterlege i 1936 i Tyskland protesterede canadiske officials over, at to af spillerne på det britiske hold, James Foster og Alex Archer, havde spillet i Canada og uden tilladelse havde skiftet til klubber i English National League. IIHF gav canadierne ret, men Storbritannien truede med at trække sig fra turneringen, hvis de to spillere ikke fik lov at deltage. Canada trak dog protesten tilbage, inden legene begyndte, og Storbritannien blev det første ikke-canadiske hold, der vandt OL-guld.[20] Resten af verdensmesterskaberne afholdt i 1930'erne blev vundet af Canada. VM i 1939 blev det første mesterskab med deltagelse af Finland.[21] Anden verdenskrig forårsagede at de olympiske vinterlege i 1940 og 1944 samt VM-turneringerne fra 1941 til 1946 blev aflyst.[14][22]

Efter anden verdenskrig forbedrede Tjekkoslovakiets landshold sig hurtigt. Holdet vandt sin første VM-titel i 1947 i et mesterskab, hvor canadierne dog ikke deltog. I 1949 blev Tjekkoslovakiet den tredje nation, der vandt en VM-turnering, hvori Canada deltog.[23] I optakten til de olympiske vinterlege i 1948 i Sankt Moritz, Schweiz udbrød en konflikt mellem de to amerikanske ishockeyforbund American Hockey Association (AHA) og Amateur Athletic Union (AAU). AAU nægtede at acceptere AHA's hold, fordi de mente at AHA-spillerne "åbenlyst modtog løn", og på den tid var de olympiske lege udelukkende for amatørspillere.[24] Man nåede dog frem til det kompromis, at AHA-holdet fik lov at deltage. Men holdets kampe blev kategoriseret som uofficielle og holdet kunne ikke vinde OL-medaljer. Holdet sluttede på fjerdepladsen men blev efterfølgende diskvalificeret.[24][25] Både Tjekkoslovakiet og RCAF Flyers, som repræsenterede Canada, vandt syv kampe, og de to hold spillede uafgjort i deres indbyrdes opgør. Så guldet blev afgjort på målkvotient, hvor canadiernes kvotient på 13,8 var bedre end tjekkoslovakkernes 4,3.[26]

Ved legene i 1952 i Oslo, Norge vandt Edmonton Mercurys Canadas andet OL-guld i træk. Derefter skulle der vise sig at gå 50 år, inden et canadisk hold igen vandt OL-guld.[27] Ved VM-turneringen i 1953 fuldførte blot tre hold mesterskabet: Sverige, Vesttyskland og Schweiz. Svenskerne gik ubesejret gennem turneringen og vandt dermed sit første verdensmesterskab.[28]

1954–1962: Rivaliseringen mellem Canada og Sovjetunionen
Kampen mellem Canada og Sovjetunionen ved VM i 1954 blev vundet af det sovjetiske hold med 7–2.

Verdensmesterskabet i 1954 er af IIHF blevet beskrevet som "begyndelsen på international ishockeys moderne tidsalder."[29] Turneringen var den første internationale konkurrence med deltagelse af et sovjetisk landshold. Den første ishockeyturnering i Sovjetunionen blev først spillet i 1946, eftersom landet indtil da havde fokuseret på bandy.[29] Holdet var anført af træner Arkadij Tjernysjov og gik ubesejret igennem sine første seks VM-kampe. Canada, der blev repræsenteret af East York Lyndhursts, var ligeledes ubesejret efter seks kampe, og i turneringens sidste kamp mødtes de to hold for første gang nogensinde. Sovjetunionen vandt kampen 7–2 og blev dermed den femte nation, der vandt verdensmesterskabet.[29] I 1955 blev VM afholdt i Vesttyskland, og igen mødtes de to hold i turneringens sidste kamp. Kampen var så højt profileret i Canada, at radiokommentatoren Foster Hewitt fløj til Vesttyskland for at kunne kommentere kampen direkte. Begge hold var ubesejrede indtil da, men Canada, der blev repræsenteret af Penticton Vees, besejrede de sovjetiske spillere med 5–0 og vandt dermed VM-titlen tilbage.[30] Ved de Olympiske Vinterlege i 1956 i Cortina d'Ampezzo tabte Canadas Kitchener-Waterloo Dutchmen både til Sovjetunionen og USA i medaljerunden og vandt "kun" bronze. Det sovjetiske landshold gik til gengæld ubesejret gennem turneringen og vandt sit første olympiske ishockeyguld.[31] Herefter skulle der imidlertid gå syv år, inden Sovjetunionen igen vandt verdensmesterskabet.[23]

Den sidste kamp ved VM-turneringen i 1957 i Moskva blev spillet på Luzjniki Stadion. Den blev overværet af mindst 50.000 tilskuere, hvilket var VM-rekord indtil 2010.

Verdensmesterskabet i 1957 blev afholdt i Moskva. Som protest mod den sovjetiske besættelse af Ungarn deltog Canada og USA ikke i mesterskabet. De fleste kampe blev spillet i Luzjniki-sportspaladset, men de sovjetiske officials besluttede at turneringens sidste kamp mellem Sverige og værtslandet skulle spilles på det nærliggende udendørs fodboldstadion, Luzjniki Stadion. Kampen blev afgørende for mesterskabet, idet det uafgjorte resultat sikrede Sveriges anden VM-titel.[32] Kampen blev overværet af mindst 50.000 tilskuere, hvilket stod som tilskuerrekord for en VM-kamp indtil åbningskampen ved VM i ishockey 2010. Canadierne vendte tilbage til VM-turneringerne i 1958 og vandt VM-titlen to år i træk, mens Sovjetunionen begge gange vandt sølv.[23] Inden de Olympiske vinterlege i 1960 i Squaw Valley blev Canada, Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet og Sverige anset for at være de fire bedste hold. Men alle fire blev besejret af det amerikanske hold, som vandt alle sine syv kampe på vejen til nationens første olympiske guldmedalje i ishockey.[33]

I 1961 vandt Tjekkoslovakiet over Sovjetunionen og spillede uafgjort med Canada, så kampen om guldet kom til at stå mellem tre hold. I turneringens sidste kamp besejrede Canada det sovjetiske hold med 5–1 og vandt dermed holdets 19. VM-guldmedalje. Trail Smoke Eaters blev det sidste klubhold, der repræsenterede Canada ved en VM-turnering. Det følgende år iværksatte Canada et landsholdsprogram ledet af Father David Bauer. Herefter vandt Canada ikke nogen VM-titler før i 1994.[34] I 1962 blev verdensmesterskabet spillet i Nordamerika for første gang. Turneringen blev afholdt i Denver, USA, men den blev boykottet af holdene fra Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet. Sverige besejrede Canada for første gang i VM-historien og vandt dermed sin tredje guldmedalje.[28]

1963–1976: Sovjetisk dominans
I 1962 etablerede Father David Bauer et landshold bestående af Canadas bedste amatørspillere.[35]

Ved VM i Stockholm i 1963 vandt Sovjetunionen guldmedaljerne, og det skulle vise sig at være begyndelsen på en stime bestående af ni VM-triumfer i træk. Ved de Olympiske Vinterlege i 1964 i Innsbruck lykkedes det for første gang ikke for Canada at vinde OL-medaljer i ishockey. Sovjetunionen vandt alle sine syv kampe og dermed guldmedaljerne, mens Canada opnåede fem sejre og to nederlag, ligesom Sverige og Tjekkoslovakiet. Før 1964 blev hold med samme antal point rangeret i henhold til målforskellen i kampene i medaljerunden, og efter det system ville Canada være blevet placeret som nr. 3 (foran Tjekkoslovakiet). Reglen var imidlertid blevet ændret, således at alle kampe talte med i målforskellen, og det betød, at canadierne sluttede på fjerdepladsen.[36] OL-turneringen gjaldt imidlertid også som verdensmesterskab, og i henhold til IIHF's regler burde Canada have vundet bronzemedaljer.[37] I april 2005 anerkendte IIHF, at der var blevet begået en fejl og besluttede at tildele det canadiske hold VM-bronzemedaljer med godt 40 års forsinkelse.[38] To måneder senere trak IIHF imidlertid sin beslutning tilbage, og i september 2005 afviste forbundet en appel.[39][40]

Resten af årtiet blev domineret af Sovjetunionen. Efter 1963 var holdet ubesejret i OL- og VM-turneringer de næste fire år. Dets stime blev brudt af Tjekkoslovakiet ved de Olympiske Vinterlege i 1968. På trods af nederlaget vandt Sovjetunionen guldmedaljerne.[41][42] Det var sidste gang at en OL-turnering også gjaldt som verdensmesterskab.[43] I 1969 spillede Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet "de mest følelsesmæssigt ladede kampe i landsholdsishockeyens historie."[44] Værtskabet for turneringen var oprindeligt blev tildelt Tjekkoslovakiet, men de blev tvunget til at trække sig efter den Warszawapagtens invasion af Tjekkoslovakiet i august 1968, som blev anført af Sovjetunionen.[44] Turneringen blev i stedet afholdt i Stockholm, Sverige, og med disse internationale spændinger var det tjekkoslovakiske hold fast besluttet på at besejre det sovjetiske. De vandt begge deres kampe – 2–0 og 4–3 – men de tabte også de to kampe mod Sverige og vandt derfor "kun" bronze.[44]

Vladislav Tretjak er en af to spillere, der har vundet 10 verdensmesterskaber. Den anden er Aleksandr Ragulin.[45]

De europæiske hold blev ved med at forbedre sig, og Canadian Amateur Hockey Association (CAHA) følte efterhånden, at deres amatørspillere ikke længere var konkurrencedygtige og pressede på for at få lov til at anvende spillere fra de professionelle ligaer til VM. På IIHF's kongres i 1969 stemte forbundet ja til at tillade Canada at anvende ni professionelle spillere (dog ikke NHL-spillere)[46] ved verdensmesterskabet i 1970. Canada var for første gang blevet tildelt værtskabet for turneringen, der skulle spilles i Montreal og Winnipeg.[47] Tilladelsen til at anvende professionelle spillede blev imidlertid trukket tilbage i januar 1970. IOC's formand, Avery Brundage, var nemlig modstander af ideen om at amatører og professionelle kunne konkurrere sammen og udtalte, at ishockeys status som olympisk sportsgren ville være i fare, hvis ændringen blev indført. Det fik Canada til at trække sig fra alle internationale ishockeyturneringer.[46][48] Canadas ishockeylandshold deltog derfor ikke i de Olympiske Vinterlege i 1972 og 1976.[46] Og Canada trak sig også som værtsland for VM i 1970. I stedet blev mesterskabet spillet i Stockholm, Sverige.[47]

Sovjetunionen vandt guld ved verdensmesterskaberne i 1970 og 1971 samt ved de Olympiske Vinterlege i 1972, anført af målmanden Vladislav Tretjak og forwarderne Valerij Kharlamov, Aleksandr Jakusjev, Vladimir Petrov og Boris Mikhailov.[49] I 1972 blev der for første gang afviklet såvel en olympisk ishockeyturnering som et verdensmesterskab i samme år som separate turneringer. Ved VM i 1972 i Prag endte det tjekkiske hold Sovjetunionens strime og vandt deres første VM-guld siden 1949.[43] Det sovjetiske hold kom dog hurtigt tilbage på vindersporet og vandt verdensmesterskaberne i 1973 og 1974. I 1974 besejrede tjekkerne imidlertid Sovjetunionen med 7–2. Det var et af de største nederlag nogensinde til et et sovjetisk hold i en officiel kamp.[49] I 1976 blev verdensmesterskabet afholdt i Katowice, Polen. På åbningsdagen besejrede værterne Sovjetunionen med 6–4, bl.a. takket være et hattrick af forwarden Wieslaw Jobczyk og Andrzej Tkacz's målmandsspil. Det var en af de største sensationer i den internationale ishockeyhistorie. To måneder tidligere havde Polen tabt med 16–1 til det sovjetiske hold ved de Olympiske Vinterlege. Holdet tabte yderligere to kampe og vandt sølvmedaljene, mens Tjekkoslovakiet vandt guldet. Polen sluttede på syvendepladsen og blev nedrykket til B-gruppen.[50]

1976–1987: De første turneringer med professionelle spillere

I 1975 blev Günther Sabetzki formand for IIHF, og han medvirkede til at løse disputten med CAHA. IIHF accepterede "en åben konkurrence" mellem alle spillere ved verdensmesterskabet og flyttede turneringen til senere på sæsonen, så spillere, der ikke var involveret i NHL-slutspillet kunne deltage. NHL-spillerne havde imidlertid fortsat ikke lov til at stille op i de olympiske ishockeyturneringer, dels på grund af ligaens modstand mod at indføre en OL-pause midt i sæsonen, dels på grund af IOC's strenge politik om kun at tillade amatørspillere. IIHF gik også med til at støtte op om Canada Cup-turneringen, hvis formål var at samle topspillere fra de bedste ishockeylande.[51] VM 1976 i Katowice var det første mesterskab, der var åbent for professionelle, men kun USA gjorde brug af den nye regel og stillede op med otte spillere fra Minnesota North Stars og Minnesota Fighting Saints. Det første fuldt åbne verdensmesterskab blev afholdt i 1977 i Wien, Østrig og havde for første gang deltagelse af aktive canadiske NHL-spillere, herunder Phil Esposito. Også Sverige og Finland forstærkede sine hold med et par NHL- og WHA-spillere. Mange af spillerne på det canadiske hold var dog ikke forberedte på turneringen og uvante med landskampe, og holdet sluttede på fjerdepladsen efter bl.a. at have tabt de to kampe mod Sovjetunionen med 19–2 i alt. Tjekkoslovakiet vandt guld og blev dermed det tredje hold i VM-historien (efter Canada og Sovjetunionen), der med held forsvarede en VM-titel.[52]

Fra og med 1978 vandt det sovjetiske hold fem verdensmesterskaber i træk og var ubesejrede i perioden fra VM i 1981 til 1985, herunder de Olympiske Vinterlege 1984.[53] Der blev ikke afholdt VM-turneringer i de vinterolympiske år 1980, 1984 og 1988.[23] Verdensmesterskabet i 1987 i Wien blev overskygget af flere kontroversielle begivenheder. Ved turneringens start inkluderede Vesttysklands trup Miroslav Sikora, en tysk-polsk forward, der tidligere havde spillet for Polen ved U20-VM i 1977. Sikora blev var blevet naturaliseret som vesttysker og spillede de første tre kampe og scorede bl.a. et mål i 3–1-sejren over Finland. Efter kampen nedlagde Finland protest, fordi de mente, at Sikora ikke var spilleberettiget for Vesttyskland, med krav om at få tildelt sejren i kampen. På det tidspunkt havde spillere ikke under nogen omstændigheder lov til at skifte nationalitet, og IIHF gav finnerne medhold og dømte dem som vindere af kampen. Dette forargede de vesttyske officials, som indgav protest ved en østrigsk domstol. Domstolen gav vesttyskerne ret, hvilket omstødte IIHF's afgørelse og tillod vesttyskerne at beholde de to point. Resultatet havde indflydelse på slutstillingen, for hvis IIHF's afgørelse havde fået lov at stå, ville Finland være gået videre til medaljerunden i stedet for Sverige,[54] som endte med at vinde deres første guldmedaljer siden 1962. Turneringsformatet blev også kontroversielt, fordi Sovjetunionen gik ubesejret gennem turneringen, men VM-titlen blev alligevel vundet af Sverige, der havde tabt tre kampe i den indledende runde, og som vandt titlen på målforskel efter en 9–0-sejr over Canada.[55]

1989–1992: Jerntæppets fald
Den sovjetiske forward Igor Larionov vandt fire verdensmesterskaber, inden han begyndte at spille i NHL i 1989.[56]

Indtil 1989 måtte spillere fra Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet og andre østeuropæiske nationer bag Jerntæppet ikke forlade deres land for at spille i National Hockey League.[57] I marts 1989 fik Sergej Pryakhin som den første sovjetiske landsholdsspiller lov til at spille for et ikke-sovjetisk hold.[58] Adskillige sovjetiske spillere, herunder Igor Larionov og Vjatjeslav Fetisov, ønskede at komme til at spille i NHL. De sovjetiske ledere indvilligede i at lade spillerne rejse, hvis de spillede en sidste turnering for landsholdet. Det gik spillerne med til, og Sovjetunionen vandt sit 21. verdensmesterskab i 1989.[56] Kort efter begyndte sovjetiske spillere i hobetal at skifte til NHL.[59] Mange af landets topspillere rejste til Nordamerika, herunder hele drømmekæden med Larionov, Fetisov, Vladimir Krutov, Sergej Makarov og Aleksej Kasatonov.[60] På trods af denne åreladning formåede Sovjetunionen alligevel at vinde VM i 1990. Det skulle vise sig at blive holdets sidste VM-titel under sovjetisk flag. I 1991 førte den svenske forward Mats Sundin – den første europæiske spiller, der blev draftet først i NHL – sit hold frem til guldmedaljen. Sovjetunionen vandt bronzemedaljerne, og det blev de sidste VM-medaljer holdet vandt.[61]

Sovjetunionen blev opløst i december 1991. Ni af de tidligere sovjetrepublikker blev medlemmer af IIHF, bl.a. Hviderusland, Kasakhstan, Letland og Ukraine, og begyndte at deltage i landsholdsturneringer. Rusland blev anset for Sovjetunionens afløser og overtog landets medlemskab af IIHF. Den store tilstrømning af nye hold fik IIHF til at udvide antallet af hold i A-VM fra otte til tolv.[62] Fra 1963 til 1991 vandt blot fire forskellige lande VM-medaljer: Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet (som kun i tre tilfælde ikke vandt medaljer), Sverige og Canada. Det sovjetiske hold vandt medaljer i alle de turneringer, det spillede med i (fra 1954 til 1991).[23] Ved verdensmesterskabet i 1992 vandt Sverige sin anden guldmedalje i træk. Finland vandt sølvmedaljerne – landets første VM-medalje (det finske hold havde dog tidligere vundet OL-sølv i 1988).[63]

Siden 1993

I januar 1993 blev Tjekkoslovakiet opdelt i to nye stater, Tjekkiet og Slovakiet. IIHF anerkendte Tjekkiets hold som Tjekkoslovakiets efterfølger og holdet forblev dermed i topdivisionen, hvorimod Slovakiet måtte starte livet i den laveste division (C-gruppen) i 1994 og måtte derfra kæmpe sig opad i hierarkiet.[64] Det følgende årti blev domineret af de såkaldte "Big Six" – Canada, Tjekkiet, Finland, Rusland, Sverige og USA.[65] Fra 1992 til 1996 vandt fem forskellige hold verdensmesterskabet. Ved VM i 1993 vandt Rusland sin første titel som selvstændig nation, og Tjekkiet vandt medaljer for første gang (bronze).[23] I 1994 gik det canadiske hold ubesejret gennem den indledende runde, og efterfølgende besejrede canadierne Finland i finalen og vandt dermed holdets første verdensmesterskab siden 1961.[66] Året efter, da VM blev spillet i Sverige, vandt Finland sit første verdensmesterskab. Anført af førstekæden med Saku Koivu, Ville Peltonen og Jere Lehtinen besejrede finnerne arvefjenderne fra Sverige i kampen om guldmedaljerne.[67] B-VM i 1995 blev vundet af Slovakiet med bl.a. Peter Šťastný, og holdet blev dermed oprykket til A-gruppen, hvor det siden har befundet sig.[68] I 1996 vandt Tjekkiet sit føste verdensmesterskab som selvstændig nation. I denne periode var USA den eneste af "Big Six"-landene, der ikke vandt mesterskabet.[23] Til gengæld vandt amerikanerne World Cup of Hockey 1996.[69] I midten af 1990'erne forbedrede nye hold som Letland, Hviderusland, Kasakhstan og Ukraine hurtigt deres niveau, og etablerede nationer som Østrig, Italien og Schweiz risikerede at rykke ned i B-gruppen. IIHF frygtede, at hvis det skete, ville forbundet miste reklameindtægter, så antallet af hold i A-gruppen blev i 1998 udvidet fra 12 til 16.[70]

Alexander Semin scorer i finalen mellem Canada og Rusland ved VM i 2008.

Tjekkiet vandt VM-medaljer seks år i træk fra 1996 til 2001, herunder tre guldmedaljer i træk fra 1999 til 2001, og holdet hjembragte ligeledes guldet fra den olympiske ishockeyturnering i 1998.[71][72] I 2002 var tjekkerne igen favoritter men tabte i kvartfinalen til Rusland. I finalen mellem Rusland og Slovakiet scorede slovakken Peter Bondra inden for kampens sidste to minutter, og holdet vandt sit første verdensmesterskab.[73] Ved VM i ishockey 2003 fuldførte Sverige et af de største comebacks i turneringens historie, da svenskerne efter at have været bagud med 1–5 i deres kvartfinale mod Finland kæmpede sig tilbage til at vinde 6–5.[74] Finalen mellem Canada og svenskerne blev først afgjort i forlænget spilletid, hvor Canada Anson Carter scorede det afgørende mål efter 13 minutters spil, men målet blev gennemset på video i ti minutter, inden det blev afgjort at pucken havde krydset mållinjen.[75] I en gentagelse af finalen året efter vandt Canada igen og forsvarede altså med heldt titlen.[76]

Tjekkiets ishockeyverdensmestre på pladsen Staroměstské náměstí i Prag i 2010.

NHL-sæsonen 2004–05 blev aflyst på grund af lockout, der var opstået som følge af en arbejdskamp mellem ligaen og spillerne.[77] VM i 2005 bød derfor på flere topspillere end normalt og blev vundet af Tjekkiet.[78] Ved de Olympiske Vinterlege i 2006 vandt Sverige guldmedaljerne ved at besejre Finland i finalen. Tre måneder senere besejrede svenskerne Tjekkiet i VM-finalen. Holdet blev dermed det første til at vinde separate OL- og VM-turneringer i samme kalenderår.[79] Ved verdensmesterskabet i 2007 i Moskva vandt Canada guldmedaljerne foran Finland.[80] Året efter blev turneringen for første gang nogensinde afholdt i Canada, og Rusland vandt sin første titel siden 1993 ved at besejre hjemmeholdet i finalen.[81] Det russiske hold forsvarede med held titlen i 2009 med en 2-1-sejr over Canada i 2009.[82] I 2009 foreslog direktøren for NHL-spillernes sammenslutning, Paul Kelly, at VM blev afholdt hvert andet år, og at NHL skulle holde pause under mesterskabet, så de bedste spillere kunne deltage. IIHF's formand, René Fasel, svarede at turneringen har tv-kontrakter og værtsforpligtelser og at en stor ændring vil blive svær at implementere.[83]

I 2010 fandt verdensmesterskabet sted i Tyskland. Mesterskabets åbningskamp mellem Tyskland og USA blev spillet i fodboldstadionet Veltins-Arena i Gelsenkirchen og blev overværet af 77.803 tilskuere, hvilket var ny verdensrekord for flest tilskuere til en ishockeykamp.[84] Turneringen var bemærkelsesværdig på grund af flere overraskelser i den indledende runde, herunder Schweiz' første VM-sejr nogensinde over Canada,[85] Norges sejr over de senere mestre Tjekkiet[86] og Danmarks overraskende sejre over Finland og USA undervejs til holdets første kvartfinaleplads i VM-historien.[87] Det tyske hold, som ved VM i 2009 var endt på 15.-pladsen, og som kun undgik nedrykning til Division I fordi det var værtsland i 2010, nåede helt frem til semifinalerne for første gang siden det nye slutspilssystem blev indført.[88] Tyskerne sluttede på fjerdepladsen efter at have tabt til Sverige i bronzekampen. I finalen vandt Tjekkiet over Rusland, hvilket endte russernes stime på 27 sejre i træk ved VM.[89]

VM-turneringen i 2011 blev afholdt i det uafhængeige Slovakiet for første gang. Finland vandt sit andet verdensmesterskab gennem tiden med en 6-1-sejr over Sverige i finalen, mens bronzemedaljerne blev vundet af Tjekkiet.[90] I 2012 blev VM for første gang i nyere tid afholdt i to værtslande, Sverige og Finland, som havde aftalt at dele værtsskaberne for VM-turneringerne i 2012 og 2013 imellem sig. Rusland besejrede Slovakiet i finalen, mens Tjekkiet vandt over Finland i bronzekampen.[91]

I 2013 spillede Schweiz sig ubesejret frem til finalen, hvor holdet imidlertid tabte med 5–1 til værtslandet Sverige. Schweizernes sølvmedalje var holdets første siden 1953, og Sverige blev det første land, der vandt VM-titlen på hjemmebane siden Sovjetunionen i 1986.[92]

Verdensmesterskaber gennem tiden

Medaljefordelingen 1920-2023
Hold Guld Sølv Bronze Total
 Canada2816953
 Sovjetunionen227534
 Sverige11191747
 Tjekkoslovakiet6121634
 Tjekkiet61613
 Rusland53513
 Finland49316
 USA29920
 Storbritannien1225
 Slovakiet1214
 Schweiz–3811
 Tyskland–325
 Østrig––22
 Letland––11

Værtslande og medaljevindere
VM Guld (titel nr.) Sølv Bronze Værtsland(e) Værtsby(er)
OL 1920  Canada (1)  USA  Tjekkoslovakiet Belgien Antwerpen
OL 1924  Canada (2)  USA  Storbritannien Frankrig Chamonix
OL 1928  Canada (3)  Sverige  Schweiz Schweiz Sankt Moritz
VM 1930  Canada (4)  Tyskland  Schweiz Frankrig, Tyskland og Østrig Chamonix, Berlin, Wien
VM 1931  Canada (5)  USA  Østrig Polen Krynica
OL 1932  Canada (6)  USA  Tyskland USA Lake Placid
VM 1933  USA (1)  Canada  Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet Prag
VM 1934  Canada (7)  USA  Tyskland Italien Milano
VM 1935  Canada (8)  Schweiz  Storbritannien Schweiz Davos
OL 1936  Storbritannien (1)  Canada  USA Tyskland Garmisch-Partenkirchen
VM 1937  Canada (9)  Storbritannien  Schweiz Storbritannien London
VM 1938  Canada (10)  Storbritannien  Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet Prag
VM 1939  Canada (11)  USA  Schweiz Schweiz Zürich, Basel
1940-46 Ingen mesterskaber på grund af 2. verdenskrig.
VM 1947  Tjekkoslovakiet (1)  Sverige  Østrig Tjekkoslovakiet Prag
OL 1948  Canada (12)  Tjekkoslovakiet  Schweiz Schweiz Sankt Moritz
VM 1949  Tjekkoslovakiet (2)  Canada  USA Sverige Stockholm
VM 1950  Canada (13)  USA  Schweiz Storbritannien London
VM 1951  Canada (14)  Sverige  Schweiz Frankrig Paris
OL 1952  Canada (15)  USA  Sverige Norge Oslo
VM 1953  Sverige (1)  Vesttyskland  Schweiz Schweiz Zürich, Basel
VM 1954  Sovjetunionen (1)  Canada  Sverige Sverige Stockholm
VM 1955  Canada (16)  Sovjetunionen  Tjekkoslovakiet Vesttyskland Krefeld, Dortmund, Köln
OL 1956  Sovjetunionen (2)  USA  Canada Italien Cortina d'Ampezzo
VM 1957  Sverige (2)  Sovjetunionen  Tjekkoslovakiet Sovjetunionen Moskva
VM 1958  Canada (17)  Sovjetunionen  Sverige Norge Oslo
VM 1959  Canada (18)  Sovjetunionen  Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet Prag, Bratislava
OL 1960  USA (2)  Canada  Sovjetunionen USA Squaw Valley
VM 1961  Canada (19)  Tjekkoslovakiet  Sovjetunionen Schweiz Geneve, Lausanne
VM 1962  Sverige (3)  Canada  USA USA Colorado Springs, Denver
VM 1963  Sovjetunionen (3)  Sverige  Tjekkoslovakiet Sverige Stockholm
OL 1964  Sovjetunionen (4)  Sverige  Tjekkoslovakiet Østrig Innsbruck
VM 1965  Sovjetunionen (5)  Tjekkoslovakiet  Sverige Finland Tampere
VM 1966  Sovjetunionen (6)  Tjekkoslovakiet  Canada Jugoslavien Ljubljana
VM 1967  Sovjetunionen (7)  Sverige  Canada Østrig Wien
OL 1968  Sovjetunionen (8)  Tjekkoslovakiet  Canada Frankrig Grenoble
VM 1969  Sovjetunionen (9)  Sverige  Tjekkoslovakiet Sverige Stockholm
VM 1970  Sovjetunionen (10)  Sverige  Tjekkoslovakiet Sverige Stockholm
VM 1971  Sovjetunionen (11)  Tjekkoslovakiet  Sverige Schweiz Geneve, Bern
VM 1972  Tjekkoslovakiet (3)  Sovjetunionen  Sverige Tjekkoslovakiet Prag
VM 1973  Sovjetunionen (12)  Sverige  Tjekkoslovakiet Sovjetunionen Moskva
VM 1974  Sovjetunionen (13)  Tjekkoslovakiet  Sverige Finland Helsinki
VM 1975  Sovjetunionen (14)  Tjekkoslovakiet  Sverige Vesttyskland München, Düsseldorf
VM 1976  Tjekkoslovakiet (4)  Sovjetunionen  Sverige Polen Katowice
VM 1977  Tjekkoslovakiet (5)  Sverige  Sovjetunionen Østrig Wien
VM 1978  Sovjetunionen (15)  Tjekkoslovakiet  Canada Tjekkoslovakiet Prag
VM 1979  Sovjetunionen (16)  Tjekkoslovakiet  Sverige Sovjetunionen Moskva
VM 1981  Sovjetunionen (17)  Sverige  Tjekkoslovakiet Sverige Göteborg, Stockholm
VM 1982  Sovjetunionen (18)  Tjekkoslovakiet  Canada Finland Helsinki, Tampere
VM 1983  Sovjetunionen (19)  Tjekkoslovakiet  Canada Vesttyskland Düsseldorf, Dortmund, München
VM 1985  Tjekkoslovakiet (6)  Canada  Sovjetunionen Tjekkoslovakiet Prag
VM 1986  Sovjetunionen (20)  Sverige  Canada Sovjetunionen Moskva
VM 1987  Sverige (4)  Sovjetunionen  Tjekkoslovakiet Østrig Wien
VM 1989  Sovjetunionen (21)  Canada  Tjekkoslovakiet Sverige Stockholm, Södertälje
VM 1990  Sovjetunionen (22)  Sverige  Tjekkoslovakiet Schweiz Bern, Fribourg
VM 1991  Sverige (5)  Canada  Sovjetunionen Finland Turku, Helsinki, Tampere
VM 1992  Sverige (6)  Finland  Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet Prag, Bratislava
VM 1993  Rusland (1)  Sverige  Tjekkiet Tyskland Dortmund, München
VM 1994  Canada (20)  Finland  Sverige Italien Bolzano, Canazei, Milano
VM 1995  Finland (1)  Sverige  Canada Sverige Stockholm, Gävle
VM 1996  Tjekkiet (1)  Canada  USA Østrig Wien
VM 1997  Canada (21)  Sverige  Tjekkiet Finland Helsinki, Turku, Tampere
VM 1998  Sverige (7)  Finland  Tjekkiet Schweiz Zürich, Basel
VM 1999  Tjekkiet (2)  Finland  Sverige Norge Oslo, Lillehammer, Hamar
VM 2000  Tjekkiet (3)  Slovakiet  Finland Rusland Sankt Petersborg
VM 2001  Tjekkiet (4)  Finland  Sverige Tyskland Köln, Hannover, Nürnberg
VM 2002  Slovakiet (1)  Rusland  Sverige Sverige Göteborg, Karlstad, Jönköping
VM 2003  Canada (22)  Sverige  Slovakiet Finland Helsinki, Turku, Tampere
VM 2004  Canada (23)  Sverige  USA Tjekkiet Prag, Ostrava
VM 2005  Tjekkiet (5)  Canada  Rusland Østrig Wien, Innsbruck
VM 2006  Sverige (8)  Tjekkiet  Finland Letland Riga
VM 2007  Canada (24)  Finland  Rusland Rusland Moskva
VM 2008  Rusland (2)  Canada  Finland Canada Halifax, Québec
VM 2009  Rusland (3)  Canada  Sverige Schweiz Bern, Zürich
VM 2010  Tjekkiet (6)  Rusland  Sverige Tyskland Köln, Mannheim, Gelsenkirchen
VM 2011  Finland (2)  Sverige  Tjekkiet Slovakiet Bratislava, Košice
VM 2012  Rusland (4)  Slovakiet  Tjekkiet Finland og Sverige Helsinki, Stockholm
VM 2013  Sverige (9)  Schweiz  USA Sverige og Finland Stockholm, Helsinki
VM 2014  Rusland (5)  Finland  Sverige Hviderusland Minsk
VM 2015  Canada (25)  Rusland  USA Tjekkiet Prag, Ostrava
VM 2016  Canada (26)  Finland  Rusland Rusland Moskva, Sankt Petersborg
VM 2017  Sverige (10)  Canada  Rusland Tyskland og Frankrig Köln, Paris
VM 2018  Sverige (11)  Schweiz  USA Danmark København, Herning
VM 2019  Finland (3)  Canada  Rusland Slovakiet Bratislava, Košice
VM 2020 Aflyst på grund af COVID-19-pandemien. Schweiz Zürich, Lausanne
VM 2021  Canada (27)  Finland  USA Letland Riga
VM 2022  Finland(4)  Canada  Tjekkiet Finland Tampere, Helsinki
VM 2023  Canada (28)  Tyskland  Letland Finland og Letland Tampere, Riga
VM 2024 Tjekkiet Prag, Ostrava
VM 2025 Sverige og Danmark Stockholm, Herning
VM 2026 Schweiz Zürich, Fribourg

1920-1939

21 forskellige hold deltog i VM-turneringerne i perioden fra det første VM i 1920, der blev afviklet som en del af OL 1920 i Antwerpen, til VM 1939 i Schweiz – den sidste VM-turnering inden 2. verdenskrig.

Land 1920 1924 1928 1930 1931 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939
 Canada 1111112112111
 USA 22––2212–3–82
 Schweiz 5833––542IR363
 Tjekkoslovakiet 35IR65–3544634
 Tyskland ––IR2–35395445
 Storbritannien –34108––831228
 Sverige 442–6–––56105–
 Østrig ––IR43–4767712–
 Polen ––IR5447–10IR896
 Ungarn ––IR67–76128577
 Frankrig 66IR69––117IR–––
 Japan –––6–––––IR–––
Kongeriget Italien Italien –––10––1197IR––9
 Belgien 77IR10––121114IR––12
 Letland ––––––10–13IR–1010
 Rumænien ––––10–91011–1113–
 Litauen –––––––––––11–
 Norge ––––––––––914–
 Holland ––––––––15–––11
Kongeriget Jugoslavien Jugoslavien ––––––––––––13
 Finland ––––––––––––14
IR: Udslået i indledende runde uden efterfølgende placeringskampe.

1947-1967

25 forskellige hold deltog i VM-turneringerne i perioden 1947-1967.

           Land            1947 1948 1949 1950 1951 1952 1953 1954 1955 1956 1957 1958 1959 1960 1961 1962 1963 1964 1965 1966 1967
 Sovjetunionen –––––––12122233–11111
 Canada –12111–213–1121244433
 Tjekkoslovakiet 121––4443534342–33224
 Sverige 254523135413554122342
 USA 543262––42–5416375665
 DDR ––––––––––5–9–5–6–557
 Finland ––7–77–69–46677456776
 Vesttyskland –––––82566––7686871198
 Polen 67–––6––786811–13–129989
 Schweiz 4353353789––12–117108101415
 Norge ––8649–8–––78–9591081211
 Italien –9––8125–107––10–12––15161713
           Land            1947 1948 1949 1950 1951 1952 1953 1954 1955 1956 1957 1958 1959 1960 1961 1962 1963 1964 1965 1966 1967
Jugoslavien Jugoslavien ––––13–––13–––––17–1314151112
 Japan ––––––––––8––8–9–11––17
 Østrig 386–12117–11107–15–14101613131314
 Rumænien 7–––––––––––13–15–1112–1010
 Storbritannien –6–45106–––––––10815–1416–
 Ungarn ––––––––––––14–––1716121516
 Frankrig –––99159–––––––161114–17–20
 Holland –––810138–12–––––181220–––21
 Danmark ––10––––––––––––1418––1818
 Bulgarien ––––––––––––––––19–––19
 Belgien 8–971114––14–––––20–21––––
 Australien –––––––––––––9–13–––––
 Sydafrika ––––––––––––––19––––19–

1968-1992

30 forskellige hold deltog i VM-turneringerne i perioden 1968-1992 – fra vinter-OL 1968 i Grenoble til de nye østeuropæiske lande gjorde deres indtog ved VM i ishockey. Canada boykottede VM-turneringerne 1970-76 i protest mod den såkaldte amatørproblematik, der medførte at de bedste canadiske spillere ikke kunne stille op ved VM.

           Land            1968 1969 1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978 1979 1981 1982 1983 1985 1986 1987 1989 1990 1991
 Sovjetunionen 111121112311111312113
 Tjekkoslovakiet 233213221122322153336
 Sverige 422332333243244621421
 Canada 34–––––––434433234242
 Finland 654444445575657545565
 USA 567688764667589467654
 Vesttyskland[93] 7108556986756765776778
 DDR 87599767898101296811131313–
 Polen –86875557109810111098981412
 Schweiz –161276131591213111311141410981297
 Norge 111191013151315111214121412121517109810
 Italien –141614151416131518152097811101410109
Jugoslavien Jugoslavien 99101112981013151619151816181520181714
 Japan 101511121112101210111014161713131617151516
 Østrig 131315131411141717171815171011121411141113
 Rumænien 1212131510101211981211131315202019262019
Land 1968 1969 1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978 1979 1981 1982 1983 1985 1986 1987 1989 1990 1991
 Holland –18202020161114141617981617141315171615
 Ungarn –1718171817181818141317192118162221202322
 Frankrig 14–1716–20191919212221212021171212111211
 Danmark –2019211921–2020191916201920212118161817
 Bulgarien –1914191718171616202122222222221923212220
 Kina ––––161920–––2018181519191816191918
 Storbritannien –––18–22––2124–2324–––––272621
 Belgien ––2122–––21–2324––––––24252425
 Australien ––––––21––––26––––26252427–
 Nordkorea ––––––22–––––23–24232322222123
 Sydkorea –––––––––––25–24––2526232524
 Spanien –––––––––222324–23232424–2828–
 New Zealand –––––––––––––––––2729––
 Hongkong –––––––––––––––––28–––

1992-2021

I begyndelsen af 1990'erne blev kredsen af deltagende lande kraftigt udvidet, bl.a. på grund af Sovjetunionens, Jugoslaviens og Tjekkoslovakiets opløsning samt sportens indtog i de østlige middelhavslande.

Således deltog Israel, Grækenland, Luxembourg og Tyrkiet i VM for første gang i 1992. Året efter debuterede Estland, Hviderusland, Ukraine, Kasakhstan, Slovenien og Kroatien, samtidig med at Letland og Litauen deltog for første gang siden hhv. 1939 og 1938. Endelig deltog Slovakiet for første gang i VM i 1994 – allerede otte år senere blev holdet verdensmestre.

Nedenstående tabel over opnåede placeringer er sorteret efter placeringen ved seneste VM.

A-VM
Land 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2021
 Canada 84132164456112412275555112421
 Finland 27215522324567323561442624512
 USA 76463612654713367564138736345373
 Tyskland 65998111120178879151791015471291410781164
 Rusland[94] 5155445511626103531124161233635
 Schweiz 41213121415486910888987959112108116286
 Tjekkiet[95] 33741331115451275613374457747
 Slovakiet ––21131097727134586131012102899914998
 Sverige 12326213733224144332613561159
 Kasakhstan –23242221141519182121171312152120171617161716171619191710
 Letland –211414137911813119791013117111310111113131081011
 Danmark 16161717182020172122181112141310121381113121314812101112
 Norge 10111110912211210152220201711148119681012111011131213
 Storbritannien 2113121916182218191923252525262423222320212226242423171314
 Hviderusland –[96]2221151389914171418106119810141414771213151815
 Italien 9867781013121215231918141216181518151815211816181416
Land 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2021
 Frankrig 1110108111013151520191816202018141214129138121491215[97]
 Østrig 139811121614101311121011161815171417151815181520171416[97]
 Sydkorea 26293033333031302930272927343130282925222321222321181619[97]
 Slovenien –242527232218212317131517131617151918161716171617152120[97]
 Ungarn 24252626242625242523202124212319181620191919211815212021[97]
 Litauen –[96][98]31292827272828302829261926242426252727252525252322[97]
 Rumænien 18181920262526263029252626272927292831292626282928292723[97]
 Polen 12141515171723232018141921192120222322232424231919202224[97]
 Japan 1517161820241616161616161524222221212128[99]2020192022242425[97]
 Estland –[96]2824252319222227292223232423273129272928292727262526[97]
 Ukraine –22232322211714141091214111216192019212223202223222627[97]
 Holland 14151816191924252425242422222525262524242525272829282928[97]
Land 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2021
 Serbien[100] 20––28303230–3234323131323535333027333333313132313129[97]
 Kroatien –[96]3130282929292724262732292729252628313129242626272830[97]
 Australien 23273336363434343633363633313331302732302832323435303031[97]
 Spanien 27302932313132323131333335383733343330263034353230343532[97]
 Kina 19192025272728282625283230283028323438363638383534353233[97]
 Belgien 25283234323636353537313028363432313233353530333031323334[97]
 Israel 30313435353335333432343738302834363839403935343937373735[97]
 Island –––––––403838383941394136373534343231303333333436[97]
 New Zealand –––39[101]3838373939434137373940394136323436373638363637[97]
 Georgien –––––––––––––––––––––48464542434138[97]
 Mexico ––––––––4040424043413837353737373837363736393939[97]
 Nordkorea 2226––––––––4135343336–413941–4242424139383840[97]
Land 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2021
 Bulgarien 17202729343533313335353436353238383635383740413840424241[97]
 Tyrkiet 32[96][98]–[101]39393842–394342404239444240424139404241404342[97]
 Turkmenistan ––––––––––––––––––––––––––4743[97]
 Luxembourg 31–––––––41–404239434542434345434343434344414044[97]
 Taiwan –––––––––––––––––––––––––464445[97]
 Sydafrika 28323537–3737363736373840424043424045414041394043454546[97]
Forenede Arabiske Emirater FAE ––––––––––––––––––47––464546–474947[97]
 Hongkong ––––––––––––––––––––––444446444648[97]
 Thailand –––––––––––––––––––––––––––49[97]
Bosnien-Hercegovina Bosnien-Herc. ––––––––––––––––47––––––4745–4850[97]
 Kuwait ––––––––––––––––––––––––––5051[97]
 Kirgisistan –––––––––––––––––––––––––––52[97]
 Malaysia ––––––––––––––––––––––––––––[97]
 Filippinerne ––––––––––––––––––––––––––––[97]
 Singapore ––––––––––––––––––––––––––––[97]
 Irland ––––––––––––44444441404541394444–––––––
 Grækenland 29[96]–38[101]–4039––––––––454443444545–––––––
 Mongoliet –––––––––––––––4446–47–4647–––––––
 Armenien ––––––––––––454543–48––––––––––––

VM-spillere

Flest VM-turneringer

Tabellen viser hvor mange VM-turneringer den respektive spiller har deltaget i.

Nr Spiller Nation Antal VM Mellem år
1 Mathias Seger Schweiz Schweiz 16 1998–2014
2 Petteri Nummelin Finland Finland 15 1995–2010
3 Sven Tumba Sverige Sverige 14 1952–1966
Jiří Holík Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet 1964–1977
5 Lasse Oksanen Finland Finland 13 1964–1977
Vladislav Tretjak Sovjetunionen Sovjetunionen 1970–1983
Udo Kiessling Vesttyskland Vesttyskland 1973–1991 + BVM 1974–1975
Dieter Hegen Vesttyskland Vesttyskland 1982–1998

Flest VM-kampe

Tabellen viser antallet sf kampe, som spiller har deltaget i. Tabellen indeholder kun data fra VM-kampe; hverken andre internationale tuneringer eller OL er inkluderet.

Nr. Spiller Nation Antal
kampe
1 Jiří Holík Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet 123
2 Lasse Oksanen Finland Finland 117
Vladislav Tretjak Sovjetunionen Sovjetunionen
Dieter Hegen Vesttyskland Vesttyskland
Vjatjeslav Fetisov Sovjetunionen Sovjetunionen
6 Oldřich Macháč Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet 113
7 Boris Michajlov Sovjetunionen Sovjetunionen 105
Valerij Charlamov Sovjetunionen Sovjetunionen
9 Petteri Nummelin Finland Finland 104
10 Udo Kiessling Vesttyskland Vesttyskland 103
11 Vladimir Petrov Sovjetunionen Sovjetunionen 102
Vladimír Martinec Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet
Frantisek Pospisíl Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet
14 Alexander Maltsev Sovjetunionen Sovjetunionen 101
Sergei Makarov Sovjetunionen Sovjetunionen
Valerij Vasiljev Sovjetunionen Sovjetunionen

Flest VM-point

Tabellen viser hvilke spillere der har opnået flest point ved VM. Et point er enten et mål eller en assist.

Nr Spiller Nation Antal
point
1 Boris Michajlov Sovjetunionen Sovjetunionen 169
2 Valerij Charlamov Sovjetunionen Sovjetunionen 159
Alexander Maltsev Sovjetunionen Sovjetunionen
4 Vladimir Petrov Sovjetunionen Sovjetunionen 154
5 Sven Tumba Sverige Sverige 127
6 Sergei Makarov Sovjetunionen Sovjetunionen 118
7 Vladimír Martinec Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet 110
8 Vanjamin Alexandrov Sovjetunionen Sovjetunionen 104
Jiří Holík Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet
10 Anatolij Firsov Sovjetunionen Sovjetunionen 101

Se også

Henvisninger

Referencer og noter
  1. Darren Eliot (2002-02-15). "Final round wide open with six teams in the hunt". Sports Illustrated. Arkiveret fra originalen 9. november 2013. Hentet 21. marts 2012.
  2. "It all started in Paris, 1908". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.
  3. Farrell, Arthur (1899). "Hockey: Canada's Royal Winter Game": 27. {{cite journal}}: Cite journal kræver |journal= (hjælp)
  4. Wong 2001, s. 41–45
  5. Wong 2001, s. 99
  6. Wong 2001, s. 127–128
  7. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #84–A Swiss Alpine village sees the dawn of international hockey". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-01.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  8. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #21–Ice Hockey debuts at the Olympics". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  9. "1920 – Summer Olympics VII (Antwerp, Belgium)". The Sports Network. Hentet 2009-03-01.
  10. "United States is second at hockey; Victory Over Czechoslovak Team by 16 to 0 Gives Americans 3 Points in Olympics". The New York Times. 1920-04-29. Hentet 2009-03-10.
  11. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #53–Harry Watson scores at will in Olympics". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-01.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  12. "1928 – Winter Olympics II (St. Moritz, Switzerland)". The Sports Network. Hentet 2009-03-10.
  13. Comité Olympique Suisse (1928). "Rapport Général du Comité Exécutif des IImes Jeux Olympiques d'hiver" (PDF) (fransk). Lausanne: Imprimerie du Léman. Hentet 2009-03-10. {{cite journal}}: Cite journal kræver |journal= (hjælp)
  14. "International hockey timeline". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.
  15. Holland, Dave (2008). Canada on Ice; The World Hockey Championships, 1920–2008. Canada On Ice productions. s. 30–31. ISBN 978-0-9808936-0-1.
  16. Holland, Dave (2008). Canada on Ice; The World Hockey Championships, 1920–2008. Canada On Ice productions. s. 32–33. ISBN 978-0-9808936-0-1.
  17. Holland, Dave (2008). Canada on Ice; The World Hockey Championships, 1920–2008. Canada On Ice productions. s. 34–35. ISBN 978-0-9808936-0-1.
  18. "1932 – Winter Olympics III (Lake Placid, United States)". The Sports Network. Hentet 2009-03-10.
  19. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #78–USA wins its first and so far only Worlds in 1933, denying Canada for the first time". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  20. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #15–Great Britain wins Olympic gold". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  21. "Historia" (finsk). Finnish Ice Hockey Association. Hentet 2009-03-10.
  22. (ed.) Carl Diem (januar 1940). "The Fifth Olympic Winter Games Will Not Be Held" (PDF). Olympic Review. Berlin: International Olympic Institute (8): 8-10. Arkiveret fra originalen (PDF) 20. februar 2012. Hentet 2009-03-10. {{cite journal}}: |author= har et generisk navn (hjælp)
  23. "IIHF World Championships". International Ice Hockey Federation. Hentet 2011-04-25.
  24. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #82–USA sends two teams to the 1948 Olympics". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  25. "Ice Hockey at the 1948 Sankt Moritz Winter Games: Men's Ice Hockey". sports-reference.com. Arkiveret fra originalen 30. maj 2009. Hentet 2009-03-10.
  26. Comité Olympique Suisse (januar 1951). "Rapport Général sur les Ves Jeux Olympiques d'hiver St-Moritz 1948" (PDF) (fransk). Lausanne: H. Jaunin: 69. Hentet 2009-03-10. {{cite journal}}: Cite journal kræver |journal= (hjælp)
  27. "1952 – Winter Olympics VI (Oslo, Norway)". The Sports Network. Hentet 2009-03-01.
  28. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #57–Tre Kronor's win over Canada becomes sports lore in Sweden". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  29. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #4–Soviets hammer Canada, win gold at their first Worlds". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  30. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #94–Penticton Vees defeat Soviets to reclaim World Championship gold". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  31. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #25–Soviet Union win their first Olympics, starting a new hockey era". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  32. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #71–Worlds final in front of 50,000 fans at soccer stadiuma". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  33. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #16–USA's original but unheralded "Miracle on Ice"". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-01.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  34. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #66–Trail Smoke Eaters' gold ends hockey's amateur era". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-01.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  35. "Father David Bauer". Legends of Hockey. Hockey Hall of Fame. Hentet 2009-03-12.
  36. "1964 – Winter Olympics IX (Innsbruck, Austria)". The Sports Network. Hentet 2009-03-10.
  37. "'64 Team Canada gets bronze medals". The Sports Network. 2005-04-30. Hentet 2009-03-10.
  38. "1964 Canadian Olympic hockey team to be honoured". CBC Sports. 2005-04-29. Hentet 2009-03-10.
  39. "IIHF denies Canada 1964 bronze". The Sports Network. 2005-06-05. Hentet 2009-03-10.
  40. Houston, William (2005-09-21). "IIHF backs off on giving Canadians 1964 bronze medal". The Globe and Mail. Hentet 2009-03-10.  (Webside ikke længere tilgængelig)
  41. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #81–Czechoslovakia snaps Soviets' six-year winning streak". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  42. "Xth Winter Olympic Games Official Report" (PDF). Comité d'Organisation des xèmes Jeux Olympiques d'Hiver de Grenoble. 1969: 386. Hentet 2009-03-10. {{cite journal}}: Cite journal kræver |journal= (hjælp)
  43. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #5–1972 – Soviet streak of nine straight World golds ends". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  44. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #18–Two games Czechoslovakia simply couldn't lose". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  45. "Record book". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-11.
  46. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #17–Protesting amateur rules, Canada leaves international hockey". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  47. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #40–Finally, Canada to host the World Championship". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  48. "Summit Series '72 Summary". Hockey Hall of Fame. Arkiveret fra originalen 7. august 2008. Hentet 2009-03-02.
  49. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #67–The perfect game against the best team: Czechoslovaks-Soviets 7–2". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  50. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #39–Poland scores biggest shocker in World Championship history". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  51. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #6–First Canada Cup opens up the hockey world". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  52. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #13–After a seven-year absence, Canada returns to the Worlds". Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  53. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #62–Soviets' revenge for Lake Placid – 13–1 over Sweden". Hentet 2009-03-10. {{cite web}}: line feed character i |author= på position 28 (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  54. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #29–"Sikora case" – Vienna court decides the 1987 Worlds medal race". Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  55. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #44–Amid turmoil, Sweden wins first gold in a quarter of a century". Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  56. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #65–Igor Larionov openly revolts against coach, system". Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  57. Pincus 2006, s. 148
  58. Boer 2006, s. 104
  59. Skabelon:Cite n3ews
  60. "Sweeping Changes". Sports Illustrated. 2002-09-27. Hentet 2008-08-08. {{cite journal}}: Cite journal kræver |journal= (hjælp)
  61. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #32–Sundin's marvellous goal ends Soviet Union's hockey era". Hentet 2009-03-10.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  62. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #42;Breakup of old Europe creates a new hockey world". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-11.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  63. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #95–1988 Olympic silver – Finland is finally a true hockey power". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-11.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  64. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #77–Recently separated, Czechs and Slovaks meet in World Championships final". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-11.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  65. Lapointe, Joe (2002-02-11). "Olympics: Hockey; N.H.L. and Its Teams Send Players to Bench". The New York Times. Hentet 2009-03-11.
  66. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #45–Luc Robitaille the hero as Canada wins first World Championship in 33 years". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-11.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  67. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #26–Tupu, Hupu & Lupu take Finland to the top of the World". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-11.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  68. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #75–At 39, Peter Stastny closes circle and promotes his country to the A Pool". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-11.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  69. Lapointe, Joe (1996-09-16). "Maple Leaf Wilts Under Stars & Stripes". The New York Times. Hentet 2009-03-11.
  70. Gibbons, Dennis (2001). "Preview of the 2001 IIHF World Championship". Hockey Canada. Hentet 2009-03-11.
  71. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #10–Czech Republic wins first "open" Olympics". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-11.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  72. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #64–Moravec's OT winner cements Czech dominance". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-11.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  73. Szemberg, Szymon; Podnieks, Andrew (2008). "Story #22–Bondra's bomb – the biggest thing for Slovakia since independence". International Ice Hockey Federation. Hentet 2009-03-11.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  74. "As good as it gets". Sports Illustrated. 2003-05-09. Hentet 2009-03-11.
  75. "Canada clinch world title". BBC Sports. 2003-05-11. Hentet 2009-03-11.
  76. Bulman, Erica (2004-05-09). "Canada beats Sweden for 23rd world hockey title". USA Today. Hentet 2009-03-11.
  77. Canadian Press (2005-01-03). "IIHF not giving up on NHLers in Turin". The Sports Network. Hentet 2009-03-08.
  78. Marrapese-Burrell, Nancy (2005-05-16). "Canada checks out Czechs derail three-peat try". Boston Globe. Hentet 2009-03-11.
  79. "Sweden Wins World Hockey Title". The New York Times. Associated Press. 2006-05-22. Hentet 2009-03-11.
  80. "Canada wins world hockey championship". CBC Sports. 2007-05-13. Hentet 2009-03-11.
  81. "Russia beats Canada 5–4 in overtime to win world title". International Herald Tribune. 2008-05-19. Hentet 2009-03-11.
  82. "Russia tops Canada, defends world title". ESPN. 2009-05-10. Hentet 2009-12-31.
  83. Johnston, Chris (2009-05-08). "Future of international hockey debated at world championship". CTV Olympics. Arkiveret fra originalen 11. maj 2009. Hentet 2009-05-08.
  84. The Canadian Press (2010-05-07). "Germany beats US in OT before record hockey crowd at worlds". The Sports Network. Hentet 2010-05-20.
  85. The Canadian Press (2010-05-12). "Switzerland pick up first ever win over Canada at Worlds". The Sports Network. Hentet 2010-05-20.
  86. "Russia, Sweden reach second round at WHC; Norway beats Czechs". The Canadian Press. 2010-05-11. Hentet 2010-05-20.
  87. "Fasel happy with Germany 2010". International Ice Hockey Federation. 2010-05-20. Hentet 2010-05-20.
  88. Podnieks, Andrew (2010-05-20). "Miracle at Mannheim". International Ice Hockey Federation. Hentet 2010-05-21.
  89. "WHC: Czechs upset Russia for gold; Sweden takes bronze". The Sports Network. Associated Press. 2010-05-23. Hentet 2010-05-23.
  90. Associated Press (2011-05-15). "Finland defeats Sweden for gold at World Hockey Championship". The Sports Network. Hentet 2011-05-15.
  91. Chris Johnston (2012-05-20). "Russia cruises to world championship gold". Ottawa Citizen. Arkiveret fra originalen 30. maj 2012. Hentet 2012-05-20.
  92. "Sweden defeats Switzerland to win Worlds Gold at Home". The Sports Network. 2013-05-19. Hentet 2013-05-19.
  93. I 1991: Tyskland.
  94. I 1992: Sovjetunionen. Herefter overtog Rusland Sovjetunionens plads i A-gruppen.
  95. I 1992-93: Tjekkoslovakiet. Herefter overtog Tjekkiet Tjekkoslovakiets plads i A-gruppen.
  96. Slået ud i kvalifikationen til C-VM 1993.
  97. I 2021 blev VM-turneringerne i 1. division og lavere niveauer aflyst pga. COVID-19-pandemien.
  98. Slået ud i kvalifikationen til C2-VM 1994.
  99. Japan deltog ikke i VM i ishockey 2011 på grund af katastrofesituationen i landet efter jordskælvet ved Sendai. IIHF betragtede afbuddet som en force majeure-situation og indplacerede Japan på sidstepladsen i 1. division.
  100. Indtil 2002: Jugoslavien. I 2003-2006: Serbien og Montenegro. Herefter overtog Serbien holdets plads i VM-hierarkiet.
  101. Slået ud i kvalifikationen til D-VM 1996.

Eksterne henvisninger

This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.