Adolf Otto Reinhold Windaus
Adolf Otto Reinhold Windaus (født 25. december 1876 i Berlin, død 9. juni 1959 i Göttingen) var en tysk kemiker, som modtog Nobelprisen i kemi i 1928 for sit arbejde med steroler og deres relationer til vitaminer. Han var vejleder for Adolf Butenandt, der også vandt en Nobelpris i kemi i 1939.
| Adolf Otto Reinhold Windaus | |
|---|---|
 | |
| Personlig information | |
| Født |
25. december 1876 Berlin, Det Tyske Kejserrige |
| Død |
9. juni 1959 (82 år) Göttingen, Vesttyskland |
| Gravsted |
Stadtfriedhof (Göttingen)  |
| Nationalitet |
 Tysk |
| Ægtefælle |
Elisabeth Windaus |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted |
Humboldt-Universität zu Berlin Albert-Ludwigs-Universität Freiburg |
| Elev af |
Hermann Emil Fischer |
| Medlem af |
Det Preussiske Videnskabsakademi, Niedersächsische Akademie der Wissenschaften zu Göttingen, Deutsche Akademie der Naturforscher Leopoldina, Bayerische Akademie der Wissenschaften |
| Beskæftigelse |
Universitetsunderviser, kemiker |
| Forskningsområde |
Organisk kemi Biokemi |
| Arbejdsgiver |
Georg-August-Universität Göttingen, Freiburgs Universitet, Universität Innsbruck |
| Arbejdssted |
Universität Innsbruck Georg-August-Universität Göttingen |
| Elever |
Adolf Butenandt |
| Betydningsfulde elever | Adolf Butenandt |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser |
Storkors af Forbundsrepublikken Tysklands fortjenestorden (1951), Goethe-medaljen for kunst og videnskap (1941), Pour le Mérite for videnskab og kunst, Adolf-von-Baeyer-Denkmünze (1927), Nobelprisen i kemi (1928) |
| Nobelpris |
 Kemi 1928 |
|
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Adolf Windaus blev født i Berlin, og hans interesse for kemi blev vakt, under forelæsninger med Hermann Emil Fischer (en anden nobelprismodtager). Han startede med at studere medicin og kemi på Humboldt-Universität zu Berlin og senere på Albert-Ludwigs-Universität Freiburg. Han fik sin Ph.d. i 1909 og fokuserede på kolesterol og andre sterol]er på universitetet i Freiburg. I 1913 blev han professor i kemi på Universität Innsbruck og skiftede i 1915 til Georg-August-Universität Göttingen, hvor han blev indtil han blev pensioneret i 1944.
Han var involveret i opdagelsen af omdannelsen af kolesterol gennem flere trin til vitamin D3. Han gav sine patenter til Merck og Bayer og de udsendte medikamentet Vigantol i 1927.[1]
 vitamin D3 |
 7-Dehydrokolesterol |
Referencer
- Karl Dimroth (1976). "Das Portrait: Adolf Windaus 1876-1959". Chemie in unserer Zeit. 10 (6): 175-179. doi:10.1002/ciuz.19760100603.
- H. H. Inhoffen (1960). "Adolf Windaus zum Gedächtnis". Naturwissenschaften. 47 (5): 97-99. Bibcode:1960NW.....47...97I. doi:10.1007/BF00628571.
- George Wolf (2004). "The Discovery of Vitamin D: The Contribution of Adolf Windaus" (PDF). J. Nutr. 134 (6): 1299-1302. PMID 15173387.
- Adolf Butenandt (1960). "Zur Geschichte der Sterin- und Vitamin-Forschung. Adolf Windaus zum Gedächtnis". J. Nutr. 72 (18): 645-651. doi:10.1002/ange.19600721802.
Eksterne henvisninger
 | Spire Denne artikel om kemi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |