Fjervægt
Fjervægt er en af de klassiske vægtklasser, og var oprindeligt placeret over bantamvægt og under letvægt. I dag ligger fjervægt over super-bantamvægt og under junior-letvægt (også kaldet super-fjervægt).

I professionel boksning er vægtgrænsen for fjervægt 126 engelske pund (57,153 kilogram) og for amatører (kvinder og ungdomsboksere) 57 kg.
Fjervægt benyttes også som vægtklasse i andre sportsgrene end boksning, men har da andre definitioner.
Fjervægt i professionel boksning
    

Vægtgrænsen i professionel fjervægt er i dag 126 pund, men grænsen har tidligere været placeret anderledes. Oprindeligt var vægtgrænsen i USA 114 pund, men i slutningen af 1800-tallet bevægede grænsen sig op til 120 pund og senere 124 pund. I 1920 udgjorde grænsen i USA 126 pund,[1] der siden har været den faste grænse. I England har grænsen altid været 126 pund.
Det er omstridt, hvornår den første kamp om verdensmesterskabet i fjervægt blev afviklet. En kamp mellem Nobby Clark og Jim Elliott i 1860 angives at have været den første VM-kamp, men generelt anses Ike Weir at have bokset den første VM-kamp.[2] Weir anså sig selv som mester i 1887 efter en kamp mod Jack Farell, og senere kampe mod Tommy Warren (1887) og mod Frank Murphy (1889) anses generelt som havende været om VM-titlen. Kampene blev dog udkæmpet med den daværende vægtgrænse på 120 pund.
Den første EM-kamp om titlen i fjervægt blev afholdt i 1911 med Young Joey Smith som sejrherre.[3] Den første danske europamester i professionel boksning Knud Larsen vandt i 1929 titlen i fjervægt.
Inden for professionel boksning anses Abe Attell, Willie Pep, Sandy Saddler og Kid Chocolate generelt som værende blandt de mest fremtrædende gennem tiderne.[4] Henry Armstrong vandt titlen i 1937, og holdt denne samtidig med, at han var mester i letvægt og weltervægt.
Fjervægt i amatørboksning
    
Fjervægt har været en af de klassiske vægtklasser i amatørbokning. Siden de første moderne Olympiske lege i St. Louis 1904, har der været kæmpet i fjervægt, men ved en ændring af det internationale amatørbokseforbunds vedtægter i 2010 udgik fjervægt for mandlige amatører og ungdomsboksere på 17 år og derover. Fjervægt benyttes dog fortsat for kvinder og ungdomsboksere.
Ved de første danske mesterskaber i boksning i 1915 var fjervægt en af de i alt 5 vægtklasser, hvor der blev kåret en dansk mester. Klassen blev vundet af Frithiof Hansen. Af fremtrædende danske mestre i fjervægt har været den senere olympisk mester i 1924 i Letvægt Hans Nielsen (1920), Anders "Vidunderbarnet" Petersen (1919 og 1921), Hirsch Demsitz (1934), Erik Sørensen (1936-39), Helge Rasmussen (1941, 1943 og 1945), Svend Wad (1946), Børge Krogh (1959-61), Hans Henrik Palm (1975), Lars Lund Jensen (1985-86) og Jimmi Bredahl (1987 og 1989).
Olympiske mestre
    
Første olympiske mester i fjervægt var Oliver Kirk, der tillige vandt OL-guld i bantamvægt ved samme OL.
- 1904 – 
 Oliver Kirk - 1908 – 
 Richard Gunn - 1920 – 
 Paul Fritsch - 1924 – 
 Jackie Fields - 1928 – 
 Bep van Klaveren - 1932 – 
 Carmelo Robledo - 1936 – 
 Oscar Casanovas - 1948 – 
 Ernesto Formenti - 1952 – 
 Jan Zachara - 1956 – 
 Vladimir Safronov - 1960 – 
 Francesco Musso - 1964 – 
 Stanislav Stepashkin - 1968 – 
 Antonio Roldán - 1972 – 
 Boris Kuznetsov - 1976 – 
 Ángel Herrera - 1980 – 
 Rudi Fink - 1984 – 
 Meldrick Taylor - 1988 – 
 Giovanni Parisi - 1992 – 
 Andreas Tews - 1996 – 
 Somluck Kamsing - 2000 – 
 Bekzat Sattarkhanov - 2004 – 
 Alexei Tichtchenko - 2008 – 
 Vasyl Lomachenko 
Se også
    
    
Noter
    
- Mullan, Harry (1996). The Ultimate Encyclopedia of Boxing. London, England: Carlton Books. s. 172. ISBN 0785806415.
 - Ike Weirs rekordliste Arkiveret 19. juni 2015 hos Wayback Machine på boxrec.com
 - "Liste om EM-kampe". Arkiveret fra originalen 1. april 2015. Hentet 29. december 2011.
 - "The World's Greatest Featherweights, secondsout.com". Arkiveret fra originalen 13. januar 2011. Hentet 29. december 2011.