Heike Kamerlingh Onnes

Heike Kamerlingh Onnes (født 21. september 1853 i Groningen, død 21. februar 1926 i Leiden[1]) var en hollandsk fysiker.

Heike Kamerlingh Onnes
Personlig information
Født	21. september 1853 Groningen, Holland
Død	21. februar 1926 (72 år) Leiden, Holland
Gravsted	Kerkhof Dorpskerk Voorschoten
Nationalitet	Nederlandsk
Far	Harm Kamerlingh Onnes
Mor	Anna Gerdina Coers
Søskende	Menso Kamerlingh Onnes, Jenny Kamerlingh Onnes
Ægtefælle	Maria Adriana Wilhelmina Elisabeth Bijleveld
Barn	Albert Kamerlingh Onnes
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg (1871-1873), Rijksuniversiteit Groningen (fra 1870)
Medlem af	Royal Society (fra 1916), Académie des sciences, Sovjetunionens videnskabsakademi, Det Kongelige Nederlandske Videnskabsakademi (fra 1883), National Academy of Sciences (fra 1920) med flere
Beskæftigelse	Professor, universitetsunderviser, fysiker, opfinder, videnskabsmand
Fagområde	Superledning, eksperimentalfysik, videnskabshistorie, kulde, fysik med flere
Deltog i	Første Congrés Solvay, Tredje Congrés Solvay
Arbejdsgiver	Universiteit Leiden (1882-1924)
Kendte værker	superledning
Påvirket af	Johannes Diderik van der Waals
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Matteucci-medaljen (1910), Foreign Member of the Royal Society (1916), Rumfordmedaljen (1912), Franklin Medal (1915), Nobelprisen i fysik (1913)
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Nobelprisen i fysik 1913

Han blev tildelt Nobelprisen i fysik i 1913 for sin forskning omkring ekstremt lave temperaturer (nær det absolutte nulpunkt), en forskning som blandt andet førte til produktionen af flydende helium.[2]

Han var den første til at opdage elektrisk Superledning (i kviksølv) i 1911.