Islandske verber

	Islandsk (sprog)
	Artikel
	Rektion
	Adjektiver
	Adverbier
	Navneord
	Stedord
	Sætninger
	Talord
	Tider
	Verbalformer
	Verbalmåder
	Verber
	Mediopassiv
	Omlyd

De islandske verbers grammatiske opførsel beskrives kort i det følgende.

Som en almindelig regel skal det straks nævnes, at infinitiven ender på -a undtagen hvor et -á kommer foran i hvilket tilfælde a-et forsvinder, f.eks. slá (slå). Desuden har man de følgende undtagelser: Munu, skulu (begge to ville, skulle udelukkende benyttet som hjælpeverber), þvo (vaske) og det danske låneord ske[1].

Der findes to participier, præsens og præteritum. Endelsen i præsens er -andi og er i hovedsagen ubøjelig. Undtagelsesvis kan den dog bøjes som svage adjektiver for stilistiske formål. Datidens participium er meget mere kompliceret, men følger dog hovedsageligt adjektiverne i sin bøjning, om end med talrige (og almindelige) undtagelser.

Præsens og præteritum er de eneste simple (usammensatte) tempora på islandsk. Hvad de andre angår, så benyttes der hjælpeverber, og resultatet kan forskelligt blive opfattet som tempus eller aspekt, ligesom på dansk[2].

Af personlige måder har man indikativ, konjunktiv og imperativ.

Der er tre former, aktiv, passiv og mediopassiv. Den sidste er dog en ret kompliceret sag, eftersom man for visse verbers vedkommende kan opfatte den som en særlig form, mens betydningsændringen i andre tilfælde er så stor, at man må opfatte mediopassiven som et særligt verbum. Passiven dannes med hjælpeverbet vera, mens mediopassiven har sin egen bøjning. Hvad den angår skal det nævnes (se mediopassiv), at den opstod ved en sammentrækning af verbet og det refleksive pronomen sik (som det lød på oldislandsk) og senere ændredes endelsen -sk til -st. Som eksemler kan anføres kalla (kalde) vs. kallast (á) (enten bliver kaldt eller hvis man bruger præpositionen á, de kalder til hinanden (over en længere strækning)), her er betydningen altså enten passiv eller en helt anden, eller drepa (dræbe) vs. drepast (krepere, altså foragteligt), igen en helt anden betydning. (Hvis man vil sige, at en tager sit liv, benytter man det refleksive stedord, hann drap sig, (han begik selvmord.))

Som et første eksempel anføres det nok vigtigste verbum i de sprog, hvor det forefindes, að vera (at være). Infinitivtegnet að viser sit slægtskab med dansk tydeligt nok, og her er dansk forresten mere konservativt end islandsk, idet den oldnordiske form var at. For en nærmere klassificering bør det nævnes, at vera hører til den 5. klasse af stærke verber, men hører dog til undtagelserne i den klasse.

	Infinitiv: vera (være)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	er	erum	sé	séum	var	vorum	væri	værum
2. person	ert	eruð	sért	séuð	varst	voruð	værir	væruð
3. person	er	eru	sé	séu	var	voru	væri	væru

Imperativen er ver (Sg.), verið (Pl.). Den findes kun i den 2. person, som for andre verber (men se dog optativen nedenfor) og bruges for det meste i singularis i en sammentrukket form med stedordet , dvs. vertu (< ver þú, på dansk vær du). I pluralis har man også en sådan sammentrækning, men den bliver dog, mærkværdigvis, ikke godkendt som ophøjet litteratur. Vertu kan forekomme i alle sammenhæng, genparten i pluralis, veriði (<verið þið), er godt og lødigt talt islandsk, men næppe skrevet, i det mindste er det meget uhøjtideligt på papir. Denne regel gælder i øvrigt for alle verber.

Verbet vera udmærker sig også ved at være det eneste islandske verbum, der har to konjunktiver. I singularis går den anden i tur og orden veri – verir – veri. I pluralis er det verum – verið – veri. Denne form benyttes udelukkende som en optativ, dvs. et udtryk for et ønske eller en forbandelse: Veri ég bölvaður betyder være jeg forbandet (i og for sig et eksempel for en dansk konjunktiv – se kontrasten jeg er, jeg være). Fari hann og veri betyder må han gå og aldrig komme igen. Som et eksempel i flertal kan man nævne Verum nú dugleg (Lad os nu være flittige).

Det er nok på sin plads at gengive det andet hovedhjælpeverbum på dette sted, hafa (have), som ellers klassificeres som et uregelmæssigt verbum tilhørende den 4. svage klasse.

	Infinitiv: hafa (have)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	hef, hefi	höfum	hafi	höfum	hafði	höfðum	hefði	hefðum
2. person	hefur, hefir	hafið	hafir	hafið	hafðir	höfðuð	hefðir	hefðuð
3. person	hefur, hefir	hafa	hafi	hafi	hafðir	höfðu	hefði	hefðu

Formerne i entallets indikativ er ligeberettigede, men de første er gængse.

Imperativ: Haf (hafðu), hafið.

Participium præsens: Hafandi.

Participium præteritum:

Participium præteritum: hafður (haft)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	hafður	höfð	haft	hafðir	hafðar	höfð
akkusativ	hafðan	hafða	haft	hafða	hafðar	höfð
dativ	höfðum	hafðri	höfðu	höfðum
genitiv	hafðs	hafðrar	hafðs	hafðra

Svage verber

Første klasse

Den første klasse indeholder de fleste verber på islandsk, idet den er den eneste klasse, som er helt åben, dvs. nydannelser hører for det meste hertil. Der gives to eksempler, begge klassiske, elska (elske) og kalla (kalde), det senere eksempel med u-omlyd i visse former, det første uden.

	Infinitiv: elska (elske)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	elska	elskum	elski	elskum	elskaði	elskuðum	elskaði	elskuðum
2. person	elskar	elskið	elskir	elskið	elskaðir	elskuðuð	elskaðir	elskuðuð
3. person	elskar	elska	elski	elski	elskaði	elskuðu	elskaði	elskuðu

	Infinitiv: kalla (kalde)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	kalla	köllum	kalli	köllum	kallaði	kölluðum	kallaði	kölluðum
2. person	kallar	kallið	kallir	kallið	kallaðir	kölluðuð	kallaðir	kölluðuð
3. person	kallar	kalla	kalli	kalli	kallaði	kölluðu	kallaði	kölluðu

Man bemærker to ting med det samme. For det første er indikativ og konjunktiv den samme i datidens pluralis. Det er dog logisk at anføre begge i tabellerne, da man vil se forskel på disse to måder i andre klasser, i de tilfælde hvor konjunktiven undergår i-omlyd. For det andet ser man, at a>ö hvor bøjningsendelsen begynder på u (u-omlyd).

Imperativerne er elska, elskið og kalla, kallið, i singularis oftest i den sammentrukne form, dvs. elskaðu, kallaðu.

Participium præsens: Elskandi, kallandi.

Participium præteritum: Elskaður, kallaður. Bøjningen følger.

Participium præteritum: elskaður (elsket)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	elskaður	elskuð	elskað	elskaðir	elskaðar	elskuð
akkusativ	elskaðan	elskaða	elskað	elskaða	elskaðar	elskuð
dativ	elskuðum	elskaðri	elskuðu	elskuðum
genitiv	elskaðs	elskaðrar	elskaðs	elskaðra

Participium præteritum: kallaður (kaldet)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	kallaður	kölluð	kallað	kallaðir	kallaðar	kölluð
akkusativ	kallaðan	kallaða	kallað	kallaða	kallaðar	kölluð
dativ	kölluðum	kallaðri	kölluðu	kölluðum
genitiv	kallaðs	kallaðrar	kallaðs	kallaðra

Den første klasse besværes ikke af nævneværdige uregelmæssigheder.

Anden klasse

De svage verbers 2. klasse kendetegnes af i-omlyd i præsens. Desuden bøjes participium præteritum blandet, da man har en blanding af de stærke verbers -inn og de svage verbers dentaler i visse former. Infinitiven ender altid på -ja, men det er ikke et utvetydigt kendetegn; en hel masse andre verber fra andre klasser ender også på -ja i infinitiven. Man ser disse verber undertiden klassificerede som stærke eller uregelmæssige, især i engelsksproglige grammatikker, men det er ikke tilfældet. Men klassen er så godt som lukket, da nydannelser sjældent eller aldrig tilhører den. Til klassen hører anslåelsesvis ca. 100 verber, men mange af dem hører til gengæld til sprogets almindeligeste, og der findes flere underklasser, undtagelser og dobbeltformer. Brun Kress gengiver fem bøjningsmønstre, men som eksemler anføres der nu telja (tælle) og hrynja (styrte sammen).

	Infinitiv: telja (tælle)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	tel	teljum	telji	teljum	taldi	töldum	teldi	teldum
2. person	telur	teljið	teljir	teljið	taldir	tölduð	teldir	telduð
3. person	telur	telja	telji	telji	taldi	töldu	teldi	teldu

	Infinitiv: hrynja (styrte sammen)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	hryn	hrynjum	hrynji	hrynjum	hrundi	hrundum	hryndi	hryndum
2. person	hrynur	hrynjið	hrynjir	hrynjið	hrundir	hrunduð	hryndir	hrynduð
3. person	hrynur	hrynja	hrynji	hrynji	hrundi	hrundu	hryndi	hryndu

Imperativerne: Tel (teldu), teljið, hryn, (hryndu), hrynjið.

Participium præsens: Teljandi, hrynjandi.

Participium præteritum: Talinn, hruninn.

Participium præteritum: talinn (talt)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	talinn	talin	talið	taldir	taldar	talin
akkusativ	talinn	talda	talið	talda	taldar	talin
dativ	töldum	talinni	töldu	töldum
genitiv	talins	talinnar	talins	talinna

Participium præteritum: hruninn (styrtet om)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	hruninn	hrunin	hrunið	hrundir	hrundar	hrunin
akkusativ	hruninn	hrunda	hrunið	hrunda	hrundar	hrunin
dativ	hrundum	hruninni	hrundu	hrundum
genitiv	hrunins	hruninnar	hrunins	hruninna

Tredje klasse

	Infinitiv: dæma (dømme)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	dæmi	dæmum	dæmi	dæmum	dæmdi	dæmdum	dæmdi	dæmdum
2. person	dæmir	dæmið	dæmir	dæmið	dæmdir	dæmduð	dæmdir	dæmduð
3. person	dæmir	dæma	dæmi	dæmi	dæmdi	dæmdu	dæmdi	dæmdu

Imperativ: Dæm (dæmdu), dæmið.

Participium præsens: Dæmandi.

Participium præteritum:

Participium præteritum: dæmdur (dømt)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	dæmdur	dæmd	dæmt	dæmdir	dæmdar	dæmd
akkusativ	dæmdan	dæmda	dæmt	dæmda	dæmdar	dæmd
dativ	dæmdum	dæmdri	dæmdu	dæmdum
genitiv	dæmds	dæmdrar	dæmds	dæmdra

Verber der er uregelmæssige på forskellige måder

Kaupa (købe),
slökkva (slukke),
sækja (hente),
þykja (blive anset for, synes et eller andet om et eller andet)
yrkja (digte).

Fjerde klasse

	Infinitiv: duga (due)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	dugi	dugum	dugi	dugum	dugði	dugðum	dygði	dygðum
2. person	dugir	dugið	dugir	dugið	dugðir	dugðuð	dygðir	dygðuð
3. person	dugir	duga	dugi	dugi	dugði	dugðu	dygði	dygðu

Imperativ: Dug (dugðu), dugið.

Participium præsens: Dugandi.

Participium præteritum bruges kun i sammensatte tider: Ég hef dugað (jeg har duet).

Historisk bemærkning.

Verber tilhørende den 3. og 4. klasse behandles undertiden som én klasse, da endelserne altid er de samme. Men historisk set er de to klasser og det kan være nyttigt at beholde denne opdeling, idet verberne i den tredje klasse allerede har gennemgået en omlyd, som viser sig i hele konjugationen, mens verberne i den fjerde klasse ikke har det og undertiden viser omlyd hvis stammen tillader det. De to eksempler her ovenfor viser dette klart.

Regulære stærke verber og reduplikationsverber

De stærke verber og reduplikationsverberne behandles normalt under ét. Der findes omtrent 150-200 af dem afhængigt af, hvor mange overvejende svage, men nok som stærke anerkendte verber man har på listen. En fuldstændig liste med litterært tilladte, men næppe omgangssproglige former, indeholder godt 200 verber. Dvs. der findes mange verber med dobbelt bøjning og også en mængde, der litterært undertiden bruges stærkt, men i det talte sprog svagt. Klassificeringen af de stærke verber foregår normalt efter graden af aflyd. Af disse findes der seks (for verberne, en syvende i sproget ellers[3]), og reduplikationsverberne bliver normalt behandlet som en syvende klasse, indeholdende forholdsvis få verber, men netop i den klasse findes der en mængde undtagelser og særpræg. For en bedre forståelse af det hele må man henvise til de germanske sprogs ældre stadier, som f.eks. gotisk eller urnordisk[4].

Første klasse

Aflydsrækken í – ei – i – i.

	Infinitiv: bíta (bide)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	bít	bítum	bíti	bítum	beit	bitum	biti	bitum
2. person	bítur	bítið	bítir	bítið	beist	bituð	bitir	bituð
3. person	bítur	bíta	bíti	bíti	beit	bitu	biti	bitu

Imperativ: Bít (bíttu), bítið.

Participium præsens: Bítandi.

Participium præteritum: Bitinn.

Participium præteritum: bitinn (bidt)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	bitinn	bitin	bitið	bitnir	bitnar	bitin
akkusativ	bitinn	bitna	bitið	bitna	bitnar	bitin
dativ	bitnum	bitinni	bitnu	bitnum
genitiv	bitins	bitinnar	bitins	bitinna

Anden klasse

Aflydsrækken jú, jó, ú – au – u – o.

	Infinitiv: krjúpa (knæle)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	krýp	krjúpum	krjúpi	krjúpum	kraup	krupum	krypi	krypum
2. person	krýpur	krjúpið	krjúpir	krjúpið	kraupst	krupuð	krypir	krypuð
3. person	krýpur	krjúpa	krjúpi	krjúpi	kraup	krupu	krypi	krypu

Imperativ: Krjúp (krjúptu), krjúpið.

Participium præsens: Krjúpandi.

Participium præteritum: Kropinn.

Participium præteritum: kropinn (knælet)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	kropinn	kropin	kropið	kropnir	kropnar	kropin
akkusativ	kropinn	kropna	kropið	kropna	kropnar	kropin
dativ	kropnum	kropinni	kropnu	kropnum
genitiv	kropins	kropinnar	kropins	kropinna

O-et i participen er resultatet af A-omlyd, u > o.

Tredje klasse

Den kanoniske aflydsrække er

e – a – u – o,

men der findes mange undtagelser. Som et første eksempel har vi bresta (briste).

	Infinitiv: bresta (briste)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	brest	brestum	bresti	brestum	brast	brustum	brysti	brystum
2. person	brestur	brestið	brestir	brestið	brast	brustuð	brystir	brystuð
3. person	brestur	bresta	bresti	bresti	brast	brustu	brysti	brystu

Imperativ: Brest (brestu), brestið.

Participium præsens: Brestandi.

Participium præteritum: Brostinn.

Participium præteritum: brostinn (bristet)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	brostinn	brostin	brostið	brostnir	brostnar	brostin
akkusativ	brostinn	brostna	brostið	brostna	brostnar	brostin
dativ	brostnum	brostinni	brostnu	brostnum
genitiv	brostins	brostinnar	brostins	brostinna

Fjerde klasse

Aflydsrækken e – a – á – o.

Vi tager eksemplet skera (skære).

	Infinitiv: skera (skære)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	sker	skerum	skeri	skerum	skar	skárum	skæri	skærum
2. person	skerð	skerið	skerir	skerið	skarst	skáruð	skærir	skæruð
3. person	sker	skera	skeri	skeri	skar	skáru	skæri	skæru

Imperativ: Sker (skerðu), skerið.

Participium præsens: Skerandi.

Participium præteritum: Skorinn.

Participium præteritum: skorinn (skåret)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	skorinn	skorin	skorið	skornir	skornar	skorin
akkusativ	skorinn	skorna	skorið	skorna	skornar	skorin
dativ	skornum	skorinni	skornu	skornum
genitiv	skorins	skorinnar	skorins	skorinna

Femte klasse

Aflydsrækken e – a – á – e.

Et eksempel er lesa (læse).

	Infinitiv: lesa (læse)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	les	lesum	lesi	lesum	las	lásum	læsi	læsum
2. person	lest	lesið	lesir	lesið	last	lásuð	læsir	læsuð
3. person	les	lesa	lesi	lesi	las	lásu	læsi	læsu

Imperativ: Les (lestu), lesið.

Participium præsens: Lesandi.

Participium præteritum: Lesinn.

Participium præteritum: lesinn (læst)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	lesinn	lesin	lesið	lesnir	lesnar	lesin
akkusativ	lesinn	lesna	lesið	lesna	lesnar	lesin
dativ	lesnum	lesinni	lesnu	lesnum
genitiv	lesins	lesinnar	lesins	lesinna

Sjette klasse

Aflydsrækken a – ó – ó – a.

Et eksempel er fara (gå væk)

	Infinitiv: fara (gå væk)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	fer	förum	fari	förum	fór	fórum	færi	færum
2. person	ferð	farið	farir	farið	fórst	fóruð	færir	færuð
3. person	fer	fara	fari	fari	fór	fóru	færi	færu

Imperativ: Far (farðu), farið.

Participium præsens: Farandi.

Participium præteritum: Farinn.

Participium præteritum: farinn (gået væk)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	farinn	farin	farið	farnir	farnar	farin
akkusativ	farinn	farna	farið	farna	farnar	farin
dativ	förnum	farinni	förnu	förnum
genitiv	farins	farinnar	farins	farinna

Reduplikationsverber

Halldór Halldórsson regner med fem klasser, hvoraf den ene er ri-verberne. For de første fire gengives hans eksempler.

1. Heita (hedde)

	Infinitiv: heita (hedde)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	heiti	heitum	heiti	heitum	hét	hétum	héti	hétum
2. person	heitir	heitið	heitir	heitið	hést	hétuð	hétir	hétuð
3. person	heitir	heita	heiti	heiti	hét	hétu	héti	hétu

Imperativ: Heit (heittu), heitið.

Participium præsens: Heitandi.

Participium præteritum: Heitinn

Participium præteritum: heitinn (har været kaldt, død)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	heitinn	heitin	heitið	heitnir	heitnar	heitin
akkusativ	heitinn	heitna	heitið	heitna	heitnar	heitin
dativ	heitnum	heitinni	heitnu	heitnum
genitiv	heitins	heitinnar	heitins	heitinna

2. Auka (forøge)

	Infinitiv: auka (forøge)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	eyk	aukum	auki	aukum	jók	jukum	jyki	jykum
2. person	eykur	aukið	aukir	aukið	jókst	jukuð	jykir	jykuð
3. person	eykur	auka	auki	auki	jók	juku	jyki	jyku

Imperativ: Auk (auktu), aukið.

Participium præsens: Aukandi.

Participium præteritum: Aukinn

Participium præteritum: aukinn (forøget)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	aukinn	aukin	aukið	auknir	auknar	aukin
akkusativ	aukinn	aukna	aukið	aukna	auknar	aukin
dativ	auknum	aukinni	auknu	auknum
genitiv	aukins	aukinnar	aukins	aukinna

3. Ganga (gå)

	Infinitiv: ganga (gå)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	geng	göngum	gangi	göngum	gekk	gengum	gengi	gengjum
2. person	gengur	gangið	gangir	gangið	gekkst	genguð	gengir	gengjuð
3. person	gengur	ganga	gangi	gangi	gekk	gengu	gengi	gengju

Imperativ: Gakk (gakktu), gangið.

Participium præsens: Gangandi.

Participium præteritum: Genginn

Participium præteritum: genginn (gået)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	genginn	gengin	gengið	gengnir	gengnar	gengin
akkusativ	genginn	gengna	gengið	gengna	gengnar	gengin
dativ	gengnum	genginni	gengnu	gengnum
genitiv	gengins	genginnar	gengins	genginna

De andre verber som hører denne klasse til i nutidssproget er fá (få), falla (falde), halda (holde) og hanga (hænge). Hanga bruges kun intransitivt, dvs. noget hænger (allerede). Hvis man skal hænge en eller anden har man verbet hengja, som bøjes svagt og tilhører den tredje klasse. Disse verber har alle sine særprægetheder, så vi lader konjugationen følge for dem alle.

	Infinitiv: fá (få)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	fæ	fáum	fái	fáum	fékk	fengum	fengi	fengjum
2. person	færð	fáið	fáir	fáið	fékkst	fenguð	fengir	fengjuð
3. person	fær	fá	fái	fái	fékk	fengu	fengi	fengju

Imperativ: Fá (fáðu), fáið.

Participium præsens eksisterer næppe.

Participium præteritum: Fenginn

Participium præteritum: fenginn (fået)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	fenginn	fengin	fengið	fengnir	fengnar	fengin
akkusativ	fenginn	fengna	fengið	fengna	fengnar	fengin
dativ	fengnum	fenginni	fengnu	fengnum
genitiv	fengins	fenginnar	fengins	fenginna

	Infinitiv: falla (falde)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	fell	föllum	falli	föllum	féll	féllum	félli	féllum
2. person	fellur	fallið	fallir	fallið	féllst	félluð	féllir	félluð
3. person	fellur	falla	falli	falli	féll	féllu	félli	féllu

Imperativ: Fá (fáðu), fáið.

Participium præsens: Fallandi.

Participium præteritum: Fallinn

Participium præteritum: fallinn (faldet)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	fallinn	fallin	fallið	fallnir	fallnar	fallin
akkusativ	fallinn	fallna	fallið	fallna	fallnar	fallin
dativ	föllnum	fallinni	föllnu	föllnum
genitiv	fallins	fallinnar	fallins	fallinna

	Infinitiv: halda (holde)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	held	höldum	haldi	höldum	hélt	héldum	héldi	héldum
2. person	heldur	haldið	haldir	haldið	hélst	hélduð	héldir	hélduð
3. person	heldur	halda	haldi	haldi	hélt	héldu	héldi	héldu

Imperativ: Hald (haltu), haldið.

Participium præsens: Haldandi.

Participium præteritum: Haldinn

Participium præteritum: haldinn (hovedsageligt lider af)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	haldinn	haldin	haldið	haldnir	haldnar	haldin
akkusativ	haldinn	haldna	haldið	haldna	haldnar	haldin
dativ	höldnum	haldinni	höldnu	höldnum
genitiv	haldins	haldinnar	haldins	haldinna

	Infinitiv: hanga (hænge)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	hangi	höngum	hangi	höngum	hékk	héngum	héngi	héngum
2. person	hangir	hangið	hangir	hangið	hékkst	hénguð	héngir	hénguð
3. person	hangir	hanga	hangi	hangi	hékk	héngu	héngi	héngu

Imperativ: Hang (hangtu), hangið.

Participium præsens: Hangandi.

Participium præteritum: Hanginn

Participium præteritum: hanginn (ophængt)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	hanginn	hangin	hangið	hangnir	hangnar	haldin
akkusativ	hanginn	hangna	hangið	hangna	hangnar	haldin
dativ	höngnum	hanginni	höngnu	höngnum
genitiv	hangins	hanginnar	hangins	hanginna

Bemærk den svage bøjning i entallets indikativ for hanga. Ellers kan det siges om disse verber, at bøjningsforskellen ikke er stor, kun lige netop stor nok til at må gøre opmærksom på den.

4. Gráta (græde)

	Infinitiv: gráta (græde)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	græt	grátum	gráti	grátum	grét	grétum	gréti	grétum
2. person	grætur	grátið	grátir	grátið	grést	grétuð	grétir	grétuð
3. person	grætur	gráta	gráti	gráti	grét	grétu	gréti	grétu

Imperativ: Grát (gráttu), grátið.

Participium præsens: Grátandi.

Participium præteritum: Grátinn

Participium præteritum: grátinn (grædt)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	grátinn	grátin	grátið	grátnir	grátnar	grátin
akkusativ	grátinn	grátna	grátið	grátna	grátnar	grátin
dativ	grátnum	grátinni	grátnu	grátnum
genitiv	grátins	grátinnar	grátins	grátinna

Ri-verber

Fire i det hele, róa (ro), gróa (gro), núa (gnide) og snúa (vende).

Róa kan også tjene som mønster for gróa.

	Infinitiv: róa (ro)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	ræ	róum	rói	róum	reri	rerum	reri	rerum
2. person	rærð	róið	róir	róið	rerir	reruð	rerir	reruð
3. person	rær	róa	rói	rói	reri	reru	reri	reru

Imperativ: Ró (róðu), róið.

Participium præsens: Róandi.

Participium præteritum: Róinn.

Participium præteritum: róinn (roet)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	róinn	róin	róið	rónir	rónar	róin
akkusativ	róinn	róna	róið	róna	rónar	róin
dativ	rónum	róinni	rónu	rónum
genitiv	róins	róinnar	róins	róinna

Som mønster for núa og snúa anføres:

	Infinitiv: snúa (sno, vende)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	sný	snúum	snúi	snúum	sneri	snerum	sneri	snerum
2. person	snýrð	snúið	snúir	snúið	snerir	sneruð	snerir	sneruð
3. person	snýr	snúa	snúi	snúi	sneri	sneru	sneri	sneru

Imperativ: Snú (snúðu), snúið.

Participium præsens: Snúandi.

Participium præteritum: Snúinn.

Participium præteritum: snúinn (snoet, vendt)
	Singularis			Pluralis
	Maskulinum	Femininum	Neutrum	Maskulinum	Femininum	Neutrum
nominativ	snúinn	snúin	snúið	snúnir	snúnar	snúin
akkusativ	snúinn	snúna	snúið	snúna	snúnar	snúin
dativ	snúnum	snúinni	snúnu	snúnum
genitiv	snúins	snúinnar	snúins	snúinna

I stedet for formerne med -er- kan man ligesågodt skrive -ér- og undertiden støder man på -ör-.

Núa er etymologisk det samme verbum som dansk gnide, og det på islandsk bortfaldne g ses ofte i ældre tekster eller poesi, da i formen gnúa[5][6].

Modalverber

På islandsk, núþálegar sagnir ("nudatidige verber"). Verber, der er forskellige på en eller anden måde, men i det hele taget opfører sig i præsens som om det var præteritum. Visse af dem bruges udstrakt som hjælpeverber. (Dansk har den samme klasse: Jeg ved – jeg vidste og islandsk ég veit – ég vissi.) Listen er som følger: eiga (eje), mega (være tilladt), vita (vide), kunna (kunne), muna (huske), þurfa (behøve), vilja (ville), munu, skulu (ville, skulle), unna (elske, have kær).

Der behøves et antal paradigmata, da disse verber opfører sig mere eller mindre selvstændigt.

En forenklende omstændighed er at intet af disse verber besidder en particip præteritum på nær den neutrale nominativ, hvor den bruges i hjælpekonstruktioner, som f.eks. sammensatte tider.

	Infinitiv: vilja (ville)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	vil	viljum	vilji	viljum	vildi	vildum	vildi	vildum
2. person	vilt	viljið	viljir	viljið	vildir	vilduð	vildir	vilduð
3. person	vill	vilja	vilji	vilji	vildi	vildu	vildi	vildu

Imperativen bruges ikke.

Participium præsens er viljandi.

Participium præteritum bruges kun i sammensatte tider, da i neutrum: Ég hef viljað (jeg har villet).

Valda

Dette er det eneste verbum, som har været klassificeret som helt uregelmæssigt på islandsk. (Det er, fordi præsens er valda, præteritum olli, men den forskel forklares let af fonetiske love.) Det anføres her af historiske grunde, og bøjningen følger her.[7]

	Infinitiv: valda (forårsage)
	Indikativ præsens		Konjunktiv præsens		Indikativ præteritum		Konjuntiv præteritum

Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
1. person	veld	völdum	valdi	völdum	olli	ollum	ylli	yllum
2. person	veldur	valdið	valdir	valdið	ollir	olluð	yllir	ylluð
3. person	veldur	valda	valdi	valdi	olli	ollu	ylli	yllu

Imperativen bruges sjældent, hovedsageligt til stiliske formål, men i så fald er den vald, valdið. Den ellers overvejende sammentrukne form findes ikke i dette tilfælde.

Participium præsens er valdandi og som med visse andre verber bruges participium præteritum kun for at danne sammensatte tempora, ég hef valdið, jeg har forårsaget.

Noter

Brugen af ske er blevet betydeligt sjældnere i den sidste tid. Man hører det hovedsageligt brugt af de ældre. I stedet har man nu som før verbet gerast (mediopassiven af gera (gøre)) med samme betydning.
Jón Friðjónsson opererer med to tider, nutid og datid og dertil fire aspekter, som kunne se ud som en forenkling (fra to simple og seks sammensatte tider), men da han netop splitter enhver aspekt op efter dens tidsmæssige betydning, kan man måske sige, at systemet er logisk men på ingen måde simplere. Mange af hans forskellige aspektformer blev for øvrigt tidligere smuglet ind i skolegrammatikken under betegnelsen "irregulære tider". Forskellige ord, samme betydning, men Jóns system er vel nok det konsekventere af de to.
Hvis man absolut vil vide det, så drejer det sig om korrespondencen á-ó, som f.eks. rámur (hæs) vs. rómur (stemme).
Se Braune, Voyles, Krause elles Alexander Jóhannesson (1-3).
Den islandske poesis alliterationsregler gør meget for at bevare denne og adskillige andre former. Hvis man nu står og mangler alliteranten g og vil udtrykke at man gnider noget, så er gnúa en meget nærliggende mulighed.
På islandsk gælder den regel meget bogstaveligt, at man ikke skal skue katten på hårene. Det kan måske stifte en vis forvirring, at gnöri og neri betyder og faktisk er nøjagtigt den samme ting. Men islandsk er et meget konservativt sprog, som også har en meget udpræget tendens til at acceptere alternative former. Årsagen til dette er nok den, at den islandske litteratur har oplevet en kontinuerlig udvikling uden skarpe brud kombineret med en almindelig skattelse af litteraturen og en forholdsvis udbredt læsefærdighed til enhver tid. Dette sidste er i forhold til Europa for det gældende tidsrum.
Verbet valda findes også i skaksproget i betydningen at beskytte en brik, men så bøjes den som et svagt verbum af den 1. klasse, dvs. ganske som kalla.

Kilder

Blöndal Magnússon, Ásgeir (1995). Íslensk orðsifjabók. Reykjavík: Orðabók Háskólans.
Blöndal, Sigfús (1920-1924). Íslensk-dönsk orðabók, Islandsk-dansk ordbog. Reykjavík: Prentsmiðjan Gutenberg.
Braune, Wilhelm (1981). Gotische Grammatik. Tübingen: Max Niemeyer Verlag.
Einarsson, Stefán (1949). Icelandic, Grammar, Texts, Glossary. Baltimore: Johns Hopkins University Press.
Friðjónsson, Jón (1989). Samsettar myndir sagna. Reykjavík: Málvísindastofnun Háskóla Íslands.
Guðmundsson, Valtýr (1922). Islandsk grammatik. København: H. Hagerups Forlag.
Halldórsson, Halldór (1950). Íslenzk málfræði handa æðri skólum. Reykjavík: Ísafoldaprentsmiðja h.f.
Jóhannesson, Alexander (1920). Frumnorræn málfræði. Reykjavík: Félagsprentsmiðjan.
Jóhannesson, Alexander (1956). Isländisches etymologisches Wörterbuch. Bern: A. Francke AG Verlag.
Jóhannesson, Alexander (1923-1924). Íslenzk tunga í fornöld. Reykjavík: Bókaverzlun Ársæls Árnasonar.
Kress, Bruno (1982). Isländische Grammatik. VEB Verlag Enzyklopädie, Leipzig.
Krause, Wolfgang (1971). Die Sprache der urnordischen Runeninschriften. Heidelberg: Carl Winter - Universitätsverlag.
Kvaran, Guðrún; Höskuldur Þráinsson; Kristján Árnason; et al. (2005). Íslensk tunga I–III. Reykjavík: Almenna bókafélagið. ISBN 9979-2-1900-9. OCLC 71365446. {{cite book}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
Voyles, Joseph B. (1992). Early Germanic Grammar. San Diego: Academic Press. ISBN 0-12-728270-X.

This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.

[1] Brugen af ske er blevet betydeligt sjældnere i den sidste tid. Man hører det hovedsageligt brugt af de ældre. I stedet har man nu som før verbet gerast (mediopassiven af gera (gøre)) med samme betydning.

[2] Jón Friðjónsson opererer med to tider, nutid og datid og dertil fire aspekter, som kunne se ud som en forenkling (fra to simple og seks sammensatte tider), men da han netop splitter enhver aspekt op efter dens tidsmæssige betydning, kan man måske sige, at systemet er logisk men på ingen måde simplere. Mange af hans forskellige aspektformer blev for øvrigt tidligere smuglet ind i skolegrammatikken under betegnelsen "irregulære tider". Forskellige ord, samme betydning, men Jóns system er vel nok det konsekventere af de to.

[3] Hvis man absolut vil vide det, så drejer det sig om korrespondencen á-ó, som f.eks. rámur (hæs) vs. rómur (stemme).

[4] Se Braune, Voyles, Krause elles Alexander Jóhannesson (1-3).

[5] Den islandske poesis alliterationsregler gør meget for at bevare denne og adskillige andre former. Hvis man nu står og mangler alliteranten g og vil udtrykke at man gnider noget, så er gnúa en meget nærliggende mulighed.

[6] På islandsk gælder den regel meget bogstaveligt, at man ikke skal skue katten på hårene. Det kan måske stifte en vis forvirring, at gnöri og neri betyder og faktisk er nøjagtigt den samme ting. Men islandsk er et meget konservativt sprog, som også har en meget udpræget tendens til at acceptere alternative former. Årsagen til dette er nok den, at den islandske litteratur har oplevet en kontinuerlig udvikling uden skarpe brud kombineret med en almindelig skattelse af litteraturen og en forholdsvis udbredt læsefærdighed til enhver tid. Dette sidste er i forhold til Europa for det gældende tidsrum.

[7] Verbet valda findes også i skaksproget i betydningen at beskytte en brik, men så bøjes den som et svagt verbum af den 1. klasse, dvs. ganske som kalla.