Dun (fæstning)

Ruin af dun ved Loch Steinacleit på Isle of Lewis.

En dun er en fæstning fra oldtiden eller middelalderen. I Storbritannien og Irland er det hovedsageligt en form for bakkefæstning og også en form for atlantisk rundhus.

Etymologi

Mure af Dún Aonghasa, en dun på Inishmore, Irland

Udtrykket kommer fra irsk dún eller skotsk gælisk dùn (som betyder "fæstning") og er kognat med oldwalisisk din (hvorfra det walisiske ord for "by", dinas, kommer).

I visse tilfælde kan stednavne, der indeholder Dun- eller lignende i Nordengland og det sydlige Skotland, stamme fra en brittonsk variant af den walisiske form din.[1] I denne region kan udskiftning af den brittonske form med den gæliske ækvivalent have været udbredt i stednavne.[1]

Detaljer

Dunamase i det centrale Irland (fra irsk Dún Másc, "Máscs fæstning")

I nogle områder blev duns bygget på enhver passende klippeafsats eller høj, især syd for Firth of Clyde og Firth of Forth. Der findes mange duns på vestkysten af Irland, og de optræder i irsk mytologi. For eksempel indeholder fortællingen Táin Bó Flidhais henvisninger til Dún Chiortáin og Dún Chaocháin.

Duns ser ud til at være blevet indført med kelterne omkring 600- f.v.t. Tidlige duns havde næsten lodrette forsvarsværker af sten og træ. Der var to mure, en indre og en ydre. Vitrificerede fæstninger er resterne af duns, der er blevet brændt, og hvor stenene delvist er smeltet. Brugen af duns fortsatte i nogle områder helt ind i middelalderen.

Duns ligner brocher, men er mindre og kunne sandsynligvis ikke understøtte en meget høj struktur. Gode eksempler på denne type dun kan findes i Ydre Hebrider i Skotland, på kunstige øer i små søer

Toponymi

Ordet dun er, sammen med lignende lydende beslægtede former, et element, der ofte findes i keltisk toponymi, især i Irland og Skotland. Det kan omfatte befæstninger af alle størrelser og typer.

Irland

  • Donegal
  • Doneraile
  • Down
  • Dún Laoghaire
  • Dún an Ri (Kingscourt), County Cavan
  • Dundalk
  • Dundonald
  • Dundrum (County Down)
  • Dundrum (Dublin)
  • Dungannon
  • Dungarvan
  • Dunluce Castle
  • Dunmurry
  • Portadown

Skotland

Mange bosættelser og geografiske navn i Skotland har det gæliske ord dun ("fort") i navnet, såvel som beslægtede ord i brittonske sprog som f.eks. kumbrisk og pikitks.[1]

  • Drumpellier, Lanarkshire[1]
  • Dumbarton, Dunbartonshire
  • Dumfries, Dumfriesshire – muligvis brittonsk din-pres ("tykt fort").[1]
  • Dundee, Angus
  • Dunearn, Nairnshire
  • Dunearn, Fife – muligvis dùn-Èirinn ("Irlands fort").[2]
  • Dunfermline, Fife[2]
  • Duniface, Fife – muligvis piktisk ækvivalent til walisisk din-y-faes ("markens fort").[2]
  • Dunimarle, Fife[2]
  • Dunino, Fife[2]
  • Dunipace, Stirlingshire - brittonsk ækvivalent til walisisk din-y-bas ("fortet på det lavvandede [sted]").[1]
  • Dunlop, Ayrshire[2]
  • Dunnottar Castle
  • Dunoon, Argyll and Bute
  • Duns, Berwickshire
  • Duntarvie, West Lothian[1]
  • Tantallon, East Lothian[1]
  • Edinburgh, - navnet på skotsk gælisk er Dun Eideann.

England

Nogle stednavne i England er afledt fra brittonske kognater af walisisk din (cf. kornisk dyn, kumbrisk *din), og færre muligvis fra gælisk form.[1]

  • Din Guoaroy, Northumberland – gammelt navn for Bamburgh. Ækvivalent til walisisk din-gwarae ("fort of the play").[1]
  • Dinckley, Lancashire - equivalent to Welsh din ("fort") + coed ("wood") (+ English, -ley).[1]
  • Dinder, Somerset - tidligere Dinre, muligvis fra walisisk dinbre ("bakke med et fort").[3]
  • Dinedor, Herefordshire - tidligere Dunre, walisisk dinbre; kan sammenlignes med Dinder ovenfor.[3]
  • Dunmallard Hill, Cumberland[1]
  • Durham - Dunelm
  • Glendinning Rigg, Cumberland[1]
  • Londesborough, Yorkshire – Lugudunum, *lọ:co- + duno ("skinnende fort").[1]
  • Temon, Cumberland - muligvis ækvivalent til walisiske din ("fort") + maen ("sten").[4]
  • Tintagel, Cornwall[1]

Toponymer fra den romersk periode der ender med -dunum kan repræsenter en gammel brittonisk *duno.[1]

  • Cambodunum, Yorkshire[1]
  • Rigodunum, Lancashire[1]
  • Segedunum, Northumberland[1]
  • Uxelodunum, Cumberland – walisiskucheldin ("højt fort").[1]

London has been etymologised as Brittonic *lin- + dun- ("sø fort").[5] Coates has rejected such an etymology as "incompatible with early forms".[5]

Wales

Italien

  • Belluno (Veneto)
  • Duno
  • Induno Olona
  • Verduno

Frankrig og Schweitz

The Proto-Celtic form is *Dūno-,[7] yielding Greek δοῦνον. It is ultimately cognate to English town.[8] The Gaulish term survives in many toponyms in France and Switzerland:

Tyskland

Bulgarien og Serbien

  • Dunonia
  • Singidunum

Rumænien

Andre steder

  • Dunedin, New Zealand – fra Dùn Èideann, det gæliske navn for Edinburgh.[12]
  • Dunedin (Florida), USA – se Dunedin, New Zealand.

Referencer

  1. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 James, Alan. "The Brittonic Language in the Old North" (PDF). Scottish Place Name Society. Hentet 28. marts 2021.
  2. 1 2 3 4 5 6 Simon, Taylor; Markus, Gilbert (2006). The Place-names of Fife (Illustrated udgave). Shaun Tyas. ISBN 9781900289771.
  3. 1 2 Mills, A.D. (2011) [first published 1991]. A Dictionary of British Place Names (First edition revised 2011 udgave). Oxford: Oxford University Press. s. 153. ISBN 9780199609086.
  4. ↑ James, Alan. "The Brittonic Language in the Old North (2023)" (PDF). Hentet 11. november 2023.
  5. 1 2 Coates, Richard (1998). "A new explanation of the name of London". Transactions of the Philological Society. 96 (2): 203-229. doi:10.1111/1467-968X.00027.
  6. ↑ Billing, Joanna (2003). The Hidden Places of Wales. Travel Publishing Ltd. s. 14. ISBN 9781904434078. Hentet 29. marts 2021.
  7. ↑ Xavier Delamarre, Dictionnaire de la langue gauloise, ISBN 2-87772-237-6
  8. ↑ Oxford Dictionary of English Etymology, ISBN 0-19-861112-9
  9. ↑ Simms-Williams, Patrick (24. juli 2006). Ancient Celtic Placenames in Europe and Asia Minor, Number 39 (Illustrated udgave). Wiley. ISBN 9781405145701.
  10. ↑ D.M. Pippidi et al., (1976) Dicționar de istorie veche a României, Editura Științifică și Enciclopedică (OCLC 251847977), p 149; entry: Celți
  11. ↑ Dáithí Ó hÓgáin, The Celts: A History, Boydell Press, 2002, ISBN 0-85115-923-0, p. 153
  12. ↑ Dunedin: Edinburgh of the south Arkiveret 16. august 2017 hos Wayback Machine, The Scotsman, 18 April 2012

Eksterne henvisninger

This article is issued from Wikipedia. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.