Grottefæstning

En grottefæstning eller grotteborg er en bolig- eller tilflugtsborg, der er bygget ind i en naturlig grotte eller hule. Den kategoriseres som en højborg. I modsætning til andre typer (som f.eks. vandborge) kan sådanne borge kun angribes forfra eller ved at bore sig gennem klippen ovenfra; indgangen er som regel placeret midt på en klippevæg, hvilket gør den meget vanskeligere at trænge ind i. Arkæologiske fund har vist, at huler blev brugt som tilflugtssteder allerede i stenalderen. De første middelalderlige grotteborge opstod i 1000- og 1100-tallet. I 1300- og 1400-tallet blev denne type mere udbredt, især i dele af Frankrig og Schweiz. Af indlysende årsager har denne borgtype kun været udbredte steder, hvor der eksisterer klippee og huler store nok til at opføre egentlige bygninger og boliger.

Den egentlige grotteborg blev generelt bygget ved foden af en høj klippevæg og på niveau med én eller flere stejle skråninger; de er dog forholdsvis sjældne i bjergområder – f.eks. er kun fire steder kendt i Nordtyrol: Altfinstermünz i Øvre Inndal, Loch nær Unter-Pinswang, Lueg am Brenner og én i Herrenhauswand nær Schwendt/Kössen.

I flere regioner i Schweiz og Frankrig udgør blødere bjergarter et godt grundlag for opførelsen af grotteborge. Der findes betydeligt flere af denne type i Graubünden, Ticino, Valais og Dordogne end f.eks. i Bayern eller Tyrol.

De beboelige bygninger og stalde lå som regel i dalbunden nedenfor fæstningen, da grotterne ofte kun var tilgængelige via stejle og smalle stier. Udgravninger har vist en relativt høj levestandard i flere grotteborge, mens andre kun var delvist beboet og fungerede som bevogtning af bjergpas eller vigtige trafikårer.

Af lignende årsager havde de fleste ingen bergfried eller andre tårne – en undtagelse er Burg Loch nær Eichhofen i Bayern, som har et imponerende rundt tårn foran.^[1]

I mange tilfælde blev hulen eller grotten blot forseglet med en mur i åbningen og opdelt indvendigt med stenvægge eller træpaneler, men flere blev senere udbygget til repræsentative sæder: f.eks. Schloss Stein i Bayern og Predjama Slot i Slovenien.

Ingeniørmæssigt er grotteborge nært beslægtet med klippeborge; her blev naturlige eller kunstigt udvidede klippesprækker indarbejdet i konstruktionen. I Centraleuropa er mange sådanne klippeborge bevaret i sandstensområderne i Syd- og Mellemtyskland eller Bøhmen, herunder dem i Elbsandsteingebirge, Pfälzerwald og Haßberge.

Faglitteraturen skelner mellem grotteborge og huleborge. I førstnævnte er en hel borg bygget foran eller inden i en naturlig grotte (f.eks. Predjama Slot), mens man i sidstnævnte blot har lukket hulen af med en forvæg og opdelt den internt – selv om begge betegnelser ofte bruges synonymt i daglig tale.

• Burg Wolkenstein i Gröden, Sydtyrol, Italien
• Schloss Stein i Stein an der Traun, Bayern, Tyskland
• Predjama Slot, Slovenien
• BUrg Kronmetz, Italien
• Burg Luegstein nær Oberaudorf, Bayern, Tyskland
• Burg Wichenstein nær Oberriet, St. Gallen, Schweiz

Borge fra korsfarerstaterne i Mellemøsten

• Cave de Sueth eller Habis Jaldak, Yarmouk-dalen, Jordan^[2]
• Magharat Fakhr ad-Din, inde i landet fra Sidon, Libanon^[3]
• Nihafæstningen, også kaldet Cave de Tyron / Tirun an-Niha, centrum i Sidons lensherredømme, Libanon^[4]
• Bjerget Quarantana (Docus, castellum Abrahami), tempelridderborg i hulen over Jeriko, Vestbredden, Palæstina^[5]

• 
  Burg Rappenstein nær Untervaz, Graubünden, Schweiz
• 
  Burg Balm nær Balm, Solothurn, Schweiz
• 
  Burg Loch nær Eichhofen, Bayern
• 
  Burg Grottenstein nær Haldenstein, Graubünden, Schweiz
• 
  Burg Fracstein nær Seewis, Graubünden, Schweiz

Litteratur

• Otto Piper: Burgenkunde. Nachdruck der Ausgabe von 1912. Weltbild, Augsburg 1994, ISBN 3-89350-554-7, p. 554–559.
• Maxi Zier: Mittelalterliche Höhlenburgen. In: Basler Zeitschrift für Geschichte und Altertumskunde. No. 65, 1965, ISSN 0067-4540, p. 53–62.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Grottefæstning